Uefa søsætter ved U21-EM et forsøg med en ekstra udskiftning i tilfælde af hovedskader i kampene.

Når det danske U21-landshold i fodbold i marts deltager i slutrunden om europamesterskabet, bliver holdet del af et Uefa-forsøg.

Ifølge TV3 Sport vil Det Europæiske Fodboldforbund bruge turneringen til at give holdene mulighed for en ekstra udskiftning. Den skal i givet fald benyttes, hvis der er mistanke om, at en spiller er ramt af en hjernerystelse.

Det sammenpressede program under coronapandemien fik sidste år Uefa til at øge antallet af tilladte udskiftninger fra tre til fem. Ved U21-EM får holdene altså mulighed for at skifte en sjette spiller ind.

- Vi ville også gerne have testet dette tiltag i vore andre ungdomsturneringer, eksempelvis Uefa Youth League. Men de er uheldigvis blev aflyst indtil videre på grund af pandemien, siger chefen for Uefas klubturneringer, Michael Heselschwerdt, til TV3 Sport.

Med forsøget håber Uefa at modvirke, at hovedskadede spillere bliver presset til at spille videre, hvis spillerens hold allerede har brugt sine tilladte udskiftninger.

Dermed følger Uefa efter flere nationale ligaer, der allerede har sat gang i lignende forsøg.

I den engelske Premier League blev der tidligere på måneden åbnet for to ekstra udskiftninger til hvert hold i tilfælde af hovedskader.

Den bedste engelske rækker giver dog - i modsætning til i Uefas turneringer - kun tilladelse til tre "normale" udskiftninger i løbet af kampene.

/ritzau/