Dominik Kaiser og Hany Mukhtar scorede, da Brøndby vandt 2-0 ude over Spartak Subotica.

Beograd. Brøndby står med gode kort på hånden før returkampen mod Spartak Subotica i Europa League-kvalifikationen.

De danske pokalvindere kunne tage hjem fra udekampen på det stemningsforladte stadion i Beograd med en 2-0-sejr.

Før pausen scorede midtbanespilleren Dominik Kaiser for første gang siden sommerskiftet til Brøndby, og kort inde i anden halvleg fordoblede Hany Mukhtar Brøndbys føring.

I vanlig stil pressede Brøndby højt på banen, og serberne havde svært ved at håndtere den aggressive stil og smed hurtigt bolden væk.

Brøndby havde dog svært ved at forvalte boldbesiddelsen, og mange lovende situationer førte ikke chancer eller afslutninger med sig.

Ulogisk ud fra kampens udvikling kom hjemmeholdet derfor til den første store chance, men Bojan Cecaric brændte fælt, da han pludselig var fri ved bageste stolpe, da Brøndbys forsvar blev fanget i ubalance.

Efter en halv time blev Brøndby belønnet for at spille mere direkte end i andre faser af kampen.

Backen Anthony Jung blev sendt i dybden på en lang bold, han modtog den og slog et indlæg ind i feltet. Her kom Dominik Kaiser løbende og kastede sig ind i bolden, som han lykkedes med at styre i mål.

Kort efter fik Subotica også bolden i nettet, men målet blev korrekt underkendt for offside.

Svenskeren Simon Tibbling blev hevet ud i pausen, og i stedet kom kreatøren Hany Mukhtar på banen.

Tyskeren skulle kun bruge 59 sekunder på at gøre sig bemærket, da han med en god dribling og et hårdt spark sendte Brøndby på 2-0.

Målet dræbte kampen. Resten af anden halvleg lignede en energimæssig spareøvelse for Brøndby, der møder rivalen FC København på søndag.

Enkelte mindre muligheder blev det til for begge hold, men kampen fik ikke et tredje mål.

Formår Brøndby at veksle det gode udgangspunkt til en billet til den afgørende playoffrunde inden gruppespillet, venter den samlede vinder af belgiske Genk mod polske Lech Poznan.

Torsdag vandt Genk med 2-0 på hjemmebane i det første møde mellem holdene. Danskeren Joakim Mæhle spillede hele kampen for belgierne, og den tidligere AaB'er lagde op til sit holds andet mål.

/ritzau/