Flere tyske forbund opfordrer spillere til at tænke sig om, inden de kopierer det tyrkiske landsholds jubel.

Amatørspillere i de lavere tyske fodboldrækker risikerer straf, hvis de fejrer scoringer med den kontroversielle salut, som det tyrkiske fodboldlandshold demonstrerede i den forgangne landsholdsuge.

Det er hovedbudskabet i den besked, fodboldforbundene i den tyske delstat Baden-Württemberg sender ud til alle klubber, så spillerne undgår at komme i clinch med reglerne i kampene i den kommende weekend.

Det sker, efter at amatørspillere i mindst fem tilfælde fejrede scoringer med salutjubel i sidste weekend.

- Vi er netop ved at blive enige om, med hvilken ordlyd vi skal informere klubberne. Ikke så meget med trusler om straf, mere i retning af at bruge sin fornuft, siger talsmanden for fodboldforbundet i Südbaden, Thorsten Kratzner, til nyhedsbureauet dpa.

Salutjublen stammer fra det tyrkiske fodboldlandshold, som fejrede scoringer i EM-kvalifikationskampene mod Albanien og Frankrig med en militærsalut.

I Tyrkiet er det almindeligt, at kendte - herunder også fodboldspillere - viser deres støtte til det tyrkiske militær i forbindelse med angreb eller under militæroperationer.

Tyrkiet indledte i sidste uge en militæroffensiv mod de kurdiske styrker i det nordlige Syrien. Offensiven har medført kritik fra en lang række lande.

En talsmand for det tyrkiske samfund i den tyske delstat Bayern ønsker sig en mere nuanceret debat.

- Salutjublen må ikke reduceres til plat Erdogan-støtte eller et ønske om krigerisk konfrontation. Temaet er meget komplekst, fordi både kulturel og historisk kontekst spiller ind, siger Vural Ünlü til dpa.

Omkring tre millioner tyske borgere har rødder i Tyrkiet.

/ritzau/