Pierre-Emile Højbjerg efterlyser spilletid, hvilket det ikke er blevet til meget af i Bayern München i denne sæson. Men hvis han vil lejes ud til januar, når transfervinduet igen åbner, så skal han indstille sig på en mindre klub.

Det vurderer to tyske journalister, Matthias Kerber fra Abendzeitung og David Verhoff fra Bild, som BT har snakket med.

- Jeg kunne godt forestille mig, at de lejer ham ud, men det bliver nok ikke til en anden Bundesliga-klub, da de ikke ønsker at forstærke en konkurrent, siger Matthias Kerber, der ikke tror, at en dansk klub er umuligt.

- Omvendt skal det heller ikke være en klub på et alt for lavt niveau, men måske han kunne skifte hjem til en dansk klub, der spiller europæisk fodbold, vurderer han.

Hans kollega David Verhoff tror heller ikke på, at Bayern München lader ham skifte til en anden tysk storklub og henviser i stedet til en klub i 2. Bundesliga.

- De har allerede sendt en spiller til Nürnberg, der spiller i 2. Bundesligaen, på leje, så det kunne også være, at de gør det med Pierre-Emile Højbjerg. Spørgsmålet er så, om han vil derned og spille, siger han.

Bayern München har ellers tidligere udlejet spillere til andre Bundesliga-klubber med stor succes til følge. Philipp Lahm var fra 2003-2005 lejet ud til Stuttgart, hvorefter han vendte hjem til Bayern München og blev en stjerne. Næsten samme nummer lavede de med Toni Kroos, der i 2009 og 2010 var i Leverkusen, inden han slog igennem i den sydtyske storklub.

Derfor tør de to journalister heller ikke kategorisk afvise, at danskeren kan ende i en anden Bundesligaklub, selvom det virker usandsynligt.

- Jeg har ikke hørt så meget endnu om, at Pierre-Emile Højbjerg ville væk fra Bayern, men jeg tror det mest sandsynlige er, at han ender i 2. Bundesliga eller i et andet land, hvis ikke klubben ender med at beholde som reserve ved skader, siger David Verhoff.

Faktum er, at hvis Pierre-Emile Højbjerg bliver i Bayern München, så kommer han ikke til at få den spilletid, som han har lovet landstræner Morten Olsen at få.

- Pierre-Emile Højbjerg så ud til for alvor at få chancen i denne sæson, men så hentede klubben Xabi Alonso og Sebastian Rode. Og når Thiago Alcantara kommer tilbage fra sin skade om få uger, så tror jeg, han glider helt ud af truppen, forklarer David Verhoff, der følger Bayern München tæt.

Desuden regner Bayern München også med at få Bastian Schweinsteiger tilbage fra en skade i det nye år.