Borussia Mönchengladbach taber pokalsemifinale til Eintracht Frankfurt efter straffesparkskonkurrence.

Borussia Mönchengladbach med danskerne Jannik Vestergaard og Andreas Christensen bliver ikke en del af den tyske pokalfinale.

I tirsdagens semifinale tabte holdet med 7-8 efter straffesparkskonkurrence til Eintracht Frankfurt. Den ordinære spilletid var sluttet 1-1.

Den tidligere Brøndby-målmand Lukas Hradecky blev den store helt, da han reddede de sidste to forsøg fra Gladbach i straffesparkskonkurrence.

Omvendt blev Andreas Christensen skurk, da han var den første spiller, der misbrugte efter 12 indledende scoringer.

Jannik Vestergaard var sjette skytte for Gladbach. Han scorede sikkert med et spark op i målhjørnet.

Som næste Gladbach-skytte sparkede Andreas Christensen svagt, men han blev i første omgang reddet, da også Frankfurt misbrugte syvende spark ved Guillermo Varela.

Men da Gladbachs Djibril Sow efterfølgende også misbrugte, afgjorde Branimir Hrgota sagerne til Frankfurts fordel.

I en ganske lige første halvleg var udeholdet Frankfurt kommet foran på et drømmemål efter et kvarter.

Timothy Chandler sendte et indlæg fra højre side, og i den bageste del af feltet dukkede Taleb Tawatha op og tordnede bolden i mål via stolpen.

Det lignede en pauseføring til Frankfurt, men i halvlegens tillægstid havnede et indlæg hos Jonas Hofmann, der fra fri position udplacerede Lukas Hradecky og udlignede til 1-1.

Også anden halvleg var jævnbyrdig. Begge hold havde forsøg undervejs, men de var ikke indstillede på at satse alt i jagten på sejrsmålet, og derfor måtte man ty til forlænget spilletid efter 45 målløse minutter.

Som forlængelsen skred frem, så Gladbach ud til at have flest kræfter i behold, og hjemmeholdet anstrengte sig mest for at afgøre kampen i åbent spil.

De helt store chancer udeblev dog, og så måtte finalisten findes fra 11-meter-pletten.

Det blev altså Frankfurt, der er i finalen for første gang siden 2006, hvor klubben tabte.

I finalen skal holdet møde enten Bayern München eller Borussia Dortmund, der tørner sammen i den anden semifinale onsdag.

/ritzau/