Kasper Hjulmand tog tirsdag aften en stor skalp som Bayer Leverkusen-træner, da hans mandskab slog et reservespækket, men alligevel stærkt Manchester City med 2-0.
Sejren cementerer den tidligere danske landstræners gode start i Tyskland.
Og nu bliver han hyldet i det store tyske sportsmedie Bild, hvor sportskommentator Philip Arens kalder ham Kasper 'Wundermand' (Kasper 'Vidundermand' på dansk, red.).
Arens roser især Hjulmand for sin taktiske alsidighed med de spillere, der er til rådighed.
»Og Hjulmand? Han klager aldrig over fravær, men finder løsninger,« lyder det i analysen.
Kasper Hjulmand blev især fremhævet for sine lederegenskaber i sine velmagtsdage som dansk landstræner.
Selvom resultaterne til sidst falmede i spidsen for Danmark, bliver Hjulmands lederegenskaber også bemærket i hans nye job.
»Det forekommer mig, at Kasper Hjulmand formår at forme dette nye hold på en faderlig måde,« siger Sky-ekspert Didi Hamann til Bild.
Leverkusen har vundet seks kampe af de seneste syv, hvor de indtager 3. pladsen i Bundesligaen, mens de ligger til avancement i Champions League.


