Brøndby har umiddelbart ingen planer om at lade målmand Marwin Schwäbe forlade Vestegnen.

Rygterne om et Schwäbe-skifte til Stuttgart har ellers fyget rundt i de tyske medier den seneste uge.

Men ifølge tyske Bild har Brøndbys sportsdirektør, Ebbe Sand, nu meddelt 2. bundesliga-klubben, at 24-årige Marwin Schwäbe bliver i Brøndby - med mindre tyskerne bringer et beløb på mindst tre millioner euro (omkring 23 millioner kroner) til forhandlingsbordet. Det beløb er angiveligt for stort for Stuttgart.

Bild har tidligere berettet, at Schwäbe og Stuttgart var enige om rammerne for en kontrakt. Men Brøndby anser angiveligt tyskeren for at være en nøglespiller forud for en sæson, der blandt andet byder på europæisk fodbold, og derfor vil de gulblå nødigt af med ham.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor har Stuttgart, der i den forgangne sæson rykkede ud af Bundesligaen, nu  - ifølge Bild - flyttet fokus over på den tyske U21-landsholdsmålmand Markus Schubert, der er ejet af Schalke 04. Stuttgart håber på at kunne lande en lejeaftale med den 21-årige målmand.

Stuttgart er på jagt efter en ny målmandsduo - og klubben har allerede hentet målmand Fabian Bredlow i Nürnberg.

Efter en vaklende start på sit Brøndby-ophold spillede Marwin Schwäbe sig gevaldigt op i superliga-foråret. Og derfor ser Brøndby - ifølge B.T.'s oplysninger - nu store fremtidsperspektiver i målmanden.

Marwin Schwäbe kom til Brøndby fra Hoffenheim i sommeren 2018. Han har to år tilbage af sin Brøndby-kontrakt.