'Wow, er du seriøs? Den besked var nok ikke til mig.'

Sådan lyder det i en Instagram-story fra Dennis Aogo, der er ekspert hos Sky Sports. For han modtog tirsdag en besked på WhatsApp fra den tidligere landsholdsmålmand Jens Lehmann.

Her stillede tyskeren et spørgsmål, der gik på, om Aogo kun var ansat af symbolske årsager.

'Er Dennis bare jeres udvalgte sorte fyr?,' spurgte han med en storgrinende emoji. Han bruger på tysk ordet 'kvote-sorte', der formodentlig henviser til, at flere arbejdspladser i Tyskland opererer med kvoter for at sikre større mangfoldighed.

Dennis Aogo har delt et billede af samtalen på Instagram.
Dennis Aogo har delt et billede af samtalen på Instagram. Foto: Instagram
Vis mere

En besked, der tydeligvis ikke skulle have været sendt til Dennis Aogo selv, men som den tidligere fodboldspiller, der har været ansat som Sky-ekspert siden 2020, reagerede på, da han følte, den var racistisk.

Overfor Bild bekræfter Jens Lehmann, at han sendte beskeden, men han fortæller, at budskabet er blevet misforstået.

»Jeg har allerede ringet til Dennis og sagt undskyld og bedt ham tilgive mig, hvis det jeg skrev kom til at lyde respektløst,« siger Jens Lehmann, der fortæller, at han talte om tv-rangeringer, og fortsætter:

»Det var slet ikke ment på den måde, det var positivt ment. Han er meget klog og stærk, når han optræder for Sky, og han har bare forbedret analyserne. Det var det, jeg ville sige, men jeg udtrykte mig dårligt,« fortæller den 51-årige tysker, der i sin karriere spillede for blandt andre Schalke 04, Borussia Dortmund og Arsenal.

Dennis Aogo.
Dennis Aogo. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Også i et opslag på Twitter forklarer han, at der i en 'privat besked fra hans mobiltelefon kom et forkert budskab ud'.

Beskeden har dog fået konsekvenser for Jens Lehmann, der arbejdede som rådgiver hos Bundesligaklubben Hertha Berlin.

For efter beskeden så dagens lys, valgte de at fyre den tyske legende på stedet.

»Sådan nogle udtalelser repræsenterer på ingen måde de værdier, Hertha BSC står for. Vi tager afstand fra alle former for racisme,« lyder det fra den tyske klub.