Den tyske fodboldspiller Sebastian Hertner er død efter at være faldet ud af en stolelift, mens han var på skiferie.
Hans hustru var vidne til dødsulykken, der skete på skisportsstedet Savin Kuk i Montenegro.
Det skriver Mirror.
De første meldinger går på, at ulykken skete, da en stolelift løsrev sig fra kablet og kolliderede med liften bagved.
Sebastian Hertner faldt derefter ned fra liften og døde på stedet, mens hans 30-årige hustru sad fast og måtte reddes ud.
Hun brækkede benet som følge af ulykken.
34-årige Sebastian Hertner har spillet i Tyskland gennem hele sin karriere, mens han også har fået kampe for det tyske U18 og U19 landshold.
Han var blandt andet forbi klubber som 1860 München, Erzgebirge Aue og Darmstadt, mens han var anfører for ETSV Hamburg, der har bekræftet dødsfaldet.
»Det er med stor sorg, at vi i dag må meddele, at vores kaptajn Sebastian Hertner er omkommet i en tragisk ulykke under en ferie.«
»Vi er chokerede og utroligt triste. Vores dybeste medfølelse går til hans familie og kære. Hvil i fred, Sebastian,« skriver klubben på Facebook.
