Et nyt fan-initiativ på det sociale medie Twitter skal være med til at bekæmpe et dalende tilskuertal i Superligaen.

Formanden for Danske Fodbold Fanklubber (DFF), Christian Rothmann, har lavet en såkaldt Twitter-robot, hvor profilen "@gratisbilletter" automatisk deler tweets, der er påført med hashtagget #færretommesæder.

Hensigten er, at en fodboldfan med en billet til en superligakamp, som vedkommende alligevel ikke får brugt, kan videregive billetten til en medfan i stedet for at lade den gå til spilde.

»Det startede med, at der var flere her i feriesæsonen, som havde udbudt deres tomme pladser og gerne ville give billetterne væk til en medfan som en god gerning.«

»Hvis man har en billet eller to i overskud, kan man gå ind på Twitter og skrive, at jeg har en billet til den her kamp i overskud, er der nogle, som godt kunne tænke sig at få den?«

»Så skal man huske at skrive hashtagget, for så vil beskeden blive delt til alle profilens følgere. Så er der forhåbentlig nogle, som står klar til at overtage billetten eller billetterne, uanset om det er til FCK, Brøndby eller Sønderjyske,« siger Christian Rothmann.

Robotten blev taget i brug søndag og har allerede formidlet de første billetter videre fra en fan til en anden.

Frygter du ikke, at nogle vil holde sig fra at købe en billet, fordi de i stedet håber på at få fat i en gratis billet?

»Billetterne er købt og betalt af fans, og jeg tror som udgangspunkt ikke, at folk planlægger at betale for andres billetter, så der kommer næppe mange billetter på den her måde til hver kamp.«

»Men jeg kan ikke udelukke, at der er en risiko for, at der er enkelte, som tænker sådan,« siger Christian Rothmann.

I sæsonen 2015/16 var der i gennemsnit 7253 tilskuere til hver superligakamp. I de efterfølgende to sæsoner, hvor ligaen har bestået af 14 hold, har der i gennemsnit været henholdsvis 6002 og 5880 fremmødte til hver superligakamp.

Man skal tilbage til 2001/02-sæsonen for at finde lige så lave tilskuertal. Tilskuergennemsnittet toppede i 2008/09-sæsonen, hvor 8645 i gennemsnit var på plads til kampene i landets bedste række.

/ritzau/