Det står nu endegyldigt fast, at det bliver Sverige som Danmark møder i de to afgørende play-off-kampe om en plads ved næste sommers EM i Frankrig.

Og jublen var stor, da det var Sverige, der blev trukket op af bowlen i schweiziske Nyon, hvor lodtrækningen fandt sted. DRs fodboldkommentator, Henrik Liniger, mener dog ikke, at Danmark trak Sverige - men derimod en helt bestemt stjernespiller.

FCKs pressechef, Jes Mortensen, funderede over, hvor mange gange mobilen mon har ringet til Christian Poulsen efter det blev officielt, at modstanderen blev Sverige. Mon ikke han hentyder til skandalekampen i Parken i 2007, hvor Christian Poulsen spillede en meget uheldig hovedrolle med sit røde kort, og hvor en baneløber efterfølgende jagtede kampens dommer. Danmark blev i øvrigt taberdømt med et 0-3-nederlag på grund af hændelsen.

Også den kendte, italienske fodboldjournalist, Tancredi Palmeri, kommenterede den skandinaviske lodtrækning på Twitter. Og han har tydeligvis ikke glemt kampen under EM i 2004, hvor Danmark og Sverige spillede 2-2, hvilket sendte Italien ud af turneringen allerede i gruppespillet.

Twitterbrugeren Jakob Tarpgaard har lagt et billede op, hvor han er nummer 4523 i køen for at sikre sig billetter til kampen i Parken den 17. november. Der er tydeligvis rift om billetterne.