Storsatsende Tottenham med Christian Eriksen som en af profilerne kan blive tvunget til at sadle alvorligt om i strategien om at nå helt til tops i Premier League og i Europa.

Udgifterne til klubbens nye stadion, som skal stå klar til sommer, er nemlig skudt i vejret, hvilket kan tvinge klubben til at sælge en række profiler - og det betyder samtidig, at succesmanager Mauricio Pochettino overvejer sin fremtid i klubben.

Se Pochettino rose Eriksen i videoen øverst i artiklen 

Mauricio Pochettino giver Christian Eriksen et par gode råd.
Mauricio Pochettino giver Christian Eriksen et par gode råd. CARL RECINE

Det skriver The Guardian, som melder om, at det første estimat på 3,4 milliarder kroner for byggeriet af det storstilede stadion formentlig lander helt oppe på svimlende 8,5 milliarder kroner. Dermed skal Premier League-klubben skrue ned for transferblusset.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino erkender problemet. Han har ellers før regnet med, at de forøgede indtægter, som det nye og større stadion, som får en kapacitet på 62.000 tilskuere, vil give, kan være med til at give klubben et boost.

Men nu har piben fået en anden lyd.

»Flytningen til det nye stadion kommer nok ikke til at ændre alting og millioner af pund kommer ikke til at regne ned fra himlen,« siger Pochettino, som ved flere lejligheder i de seneste uger har udtrykt, at Tottenham nu får brug for mere tid til at indfri ambitionerne om titler.

Klubben vil, ifølge The Guardian, ikke kunne hæve hverken transfer-budget eller lønniveau betragteligt i de kommende sæsoner. Og slet ikke til sommer, hvor klubben derimod skal sælge.

Eksperterne diskuterer, hvilke spillere og trænere, der med al sandsynlighed forsvinder til sommer fra Tottenham:

Det er derfor tvivlsomt om ellers så succesfulde Pochettino er manden, der kommer til at høste frugterne af de igangværende tiltag, såfremt projektet lykkes.

Argentineren, som kom til London-klubben i sommeren 2014, har en kontrakt, som løber ud om tre år, er en attraktiv manager for flere europæiske storklubber, og har eksempelvis været nævnt som en potentielt ny PSG-træner, ligesom Real Madrid har ham på blokken som en afløser for Zinedine Zidane, såfremt det skulle blive aktuelt

Ifølge Daily Mail har Tottenham som følge af de forøgede stadionudgifter planer om at sælge flere profiler, når sæsonen er slut, hvis der skal blive råd til nyt blod i truppen, hvilket Pochettino ønsker.

Danny Rose, Toby Alderweireld, Victor Wanyama og Mousa Dembele, er nogle af de profiler, som med alt sandsynlighed er færdige i klubben.

Tottenhams farlige offensivtrio: Harry Kane, Dele Alli og Eriksen
Tottenhams farlige offensivtrio: Harry Kane, Dele Alli og Eriksen BEN STANSALL

Dermed går holdets allerstørste profiler i første omgang fri. Men der kan komme bud på Harry Kane, Dele Alli og Christian Eriksen, som klubben ikke kan sige nej til, selvom Pocchetino gerne ser, at de bliver i klubben.

Særligt Kane og Eriksen har været varme på rygtebørsen: Real Madrid har vist interesse for den engelske angriber, mens den danske landholdsstjerne nævnes i forbindelse med FC Barcelona.