Signe Vadgaard har svært ved at skjule begejstringen.

Til sommer skal tv-værten nemlig være en del af det hold, der skal guide danskerne igennem et hav af fodboldkampe under EM-slutrunden.

Og det glæder den normale Premier League-vært sig i den grad til.

»Det er stort. Det bliver mega fedt. Det er EM jo altid, uanset om man sidder og kigger med som seer eller er en del af det. Det bliver for mig som er fodboldvært ikke meget større. Det er ret specielt. Jeg glæder mig helt vildt,« siger hun med et kæmpe smil til B.T.

Nent Groups tre værter under EM-slutrunden til sommer. Peter Grønborg, Signe Vadgaard og Camilla Martin.
Nent Groups tre værter under EM-slutrunden til sommer. Peter Grønborg, Signe Vadgaard og Camilla Martin. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Signe Vadgaard skal fra et spritnyt interaktivt studie på Nent Groups adresse i København således være vært på et hav af EM-kampe, der til sommer blandt andet foregår i Danmark.

»Jeg var meget, meget glad, da jeg fik det at vide. Og meget stolt. Også fordi jeg er forholdsvis ny herude, så det er jeg meget stolt og beæret over. Mange gode følelser,« forklarer hun.

Den 37-årige fodboldvært er særligt begejstret over, at det er EM, hun skal være med til at dække for Nent Group, der også har både Peter Grønborg og Camilla Martin på værtslisten.

»Jeg har jo altid haft en forkærlighed for EM, fordi jeg synes, der er bedre hold kontra ved et VM, og det er sværere at vinde et EM, fordi Europa jo bare er mega gode til fodbold. Det er det største, jeg kan være indblandet i som sportsjournalist.«

Alle 51 EM-kampe bliver vist på streamingtjenesten Viaplay. Derudover vil 29 kampe blive vist på TV3’s kanaler, mens DR har fået rettighederne til de resterende 22.

Og selvom der fortsat er et stykke tid til, at man kan se Signe Vadgaard byde velkommen fra studie 51, så kan hun godt forestille sig, hvordan de små sommerfugle i maven nok dukker op inden den første udsendelse.

»Nu må vi se, hvordan jeg kommer til at få det i kroppen. Jeg plejer ikke at blive nervøs inden en udsendelse eller inden en begivenhed, men man har jo altid en eller anden naturlig spænding i kroppen. Og det kan da godt være, at det spændingsniveau kommer til at stige 10 procent, når det nu er EM.«

EM-slutrunden begynder den 12. juni med åbningskampen mellem Italien og Tyrkiet. Finalen spilles på Wembley i London den 12. juli.