Tidligere kiggede hun måske mest bare på vægten.
Men i dag kigger tv-værten Helle Smidstrup også på andre ting, når det kommer til hendes egen sundhed.
Det skyldes især de to graviditeter, hun har haft, fortæller hun i et interview med Alt for damerne.
For de har ikke været helt lette. Den første bød på svangerskabsforgiftning, og den næste bød på en voldsom oplevelse, fortæller hun til mediet.
Helle Smidstrup, hvis yngste datter i dag er fem år gammel, havde problemer med vejrtrækningen men slog det i første omgang hen som en graviditetsgene.
Hun skulle dog til en kontrol ved sin læge, og det endte faktisk med, hun blev indlagt med det, der viste sig at være 'en kæmpe blodprop' i den ene lunge.
»Det var en rimelig stor forskrækkelse, at jeg pludselig havde en stor blodprop i lungen, samtidig med at jeg havde et barn i maven. Det var ret voldsomt. Efter det havde jeg det sådan, at man jo aldrig vidste, om der pludselig var noget, der ville ramme en, og derfor skulle min krop kunne stå imod lidt af hvert. Og så blev det ekstra vigtigt for mig at være stærk,« siger Helle Smidstrup, der understreger, hvor vigtig den mentale del også er.
Hun dyrker i dag forskellige former for motion, ligesom hun går på hold der har fokus på kvindekroppen og de muligheder og begrænsninger der er eksempelvis efter en graviditet.
Værten, der er gift med René Schrøder, arbejder med blandt andet Premier League og Champions League hos TV3 Sport og Viaplay.
Hun har tidligere været vært på fodboldmagasinet Onside, inden hun 'skiftede' til engelske fodbold.
