Lyt til artiklen

Det er tradition, at modstanderholdet danner en æresport, når et nyt mesterhold går på banen. Således blev Liverpool også hyldet torsdag aften, da de besøgte Etihad Stadium og Manchester City.

Men en detalje under æresporten er efterfølgende rendt med opmærksomheden. For det var nemlig ikke alle, der ønskede at deltage i fejringen.

Manchester Citys portugisiske kantspiller Bernardo Silva valgte nemlig at se bort fra traditioner og kutymer inden torsdagens kamp mod Premier Leagues to tophold.

For med strakte arme og en vandflaske i den ene hånd stod Silva stiv som en saltstøtte og så passivt til, mens mestrene fra Liverpool gik på banen, inden han tog en slurk vand og forlod æresporten, inden de sidste spillere var kommet på banen.

Med strakte arme og en vandflaske i hånden stod Bernardo Silva passivt og så på under æresporten for Liverpool.
Med strakte arme og en vandflaske i hånden stod Bernardo Silva passivt og så på under æresporten for Liverpool. Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

Det har skabt en del utilfredshed på Twitter, hvor både danske og udenlandske tv-seere og Liverpool-fans kritiserer portugiseren. Du kan se et udsnit af dem herunder:

  • 'Bernardo Silva har altid været bitter.'
  • 'Jeg hader Bernardo Silva så meget.'
  • 'Mangel på respekt fra Bernardo Silva. Han klapper ikke, men drikker i stedet, og så går han, allerede inden Mane kommer på banen.'
  • 'Jeg var ikke klar over, hvor ondt det gjorde på Manchester City, indtil jeg så Bernardo Silva opføre sig sådan. Sådan en dårlig taber.'

Inden torsdagens opgør mellem de to tophold havde Liverpool-fans været i tvivl om, hvorvidt Manchester City overhovedet ville give en æresport til mestrene. Noget, som City-træner Pep Guardiola dog bekræftede ville finde sted.

»Selvfølgelig vil vi gøre det. Selvfølgelig vil vi lave en æresport,« sagde han til nyhedsbureauet AFP og tilføjede:

»Vi tager altid godt imod Liverpool, når de kommer her. De har ikke noget at klage over. Og selvfølgelig vil vi gøre det, fordi de fortjener det.«

Selv om Bernardo Silva dog ikke var meget for at deltage i æresporten, så endte han med at deltage i selve kampen, hvor han blev skiftet ind efter 79 minutter.

På det tidspunkt stod det dog allerede 4-0 til Manchester City, hvilket også blev kampens endelige resultat. Liverpool måtte derfor tage slukørede tilbage til Beatles-byen, trods det første mesterskab i 30 år og en æresport fra den nærmeste forfølger i bagagen.