Søndag tørner Nottingham Forrest og Chelsea sammen i sæsonens sidste kamp i Premier League.
Normalt vil Gary Neville stå på sidelinjen og kommentere kampen for Sky Sports.
Men han får ikke lov til at være til stede.
Det skriver den tidligere fodboldstjerne på Instagram.
»Jeg er blevet informeret af Sky Sports, at Nottingham Forrest ikke vil give mig en akkreditering eller adgang til stadion som kommentator. Jeg har ingen anden mulighed end at trække mig fra dækningen,« skriver Gary Neville.
Kampen bliver spillet på Nottingham Forrest stadion, City Ground, og det er her, Gary Neville ikke er velkommen.
Ifølge den engelske avis The Mirror skyldes Nottingham Forrests beslutning nogle udtalelser, som Gary Neville tidligere er kommet med om klubben.
De mener, at han har et horn i siden på klubben, og at han har været alt for kritisk.
I 14 år har Gary Neville været ekspertkommentator. Før det spillede han selv for Manchester United.