Han er ikke blot anfører for FC København. Carlos Zeca viser også i et tv-klip, at han har stor respekt for Manchester United.

Et klip, der lige nu bliver delt flittigt på Twitter og viser et øjeblik, der fandt sted efter kampen i Köln mandag aften.

Her stod Carlos Zeca først og talte med Bruno Fernandes, men den samtale stoppede dog, da Manchester Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, kom gående på græsset.

Først gav Carlos Zeca ham hånden, og så kom de ord, der efterfølgende har fået stor opmærksomhed rundt omkring. Hele klippet kan ses i toppen af artiklen

»Tusind tak for alt det, du har gjort i Manchester United,« lød det fra FCK-anføreren til den norske manager, der kvitterede med at klappe Zeca på ryggen og sige, at de i den engelske storklub forsøger at komme tilbage.

»Han hjælper,« lød det fra Solskjær, der pegede på Fernandes, der scorede på det straffespark, hvilket betød, at kvartfinalen blev endestationen i Europa League for FC København.

»Han er fantastisk. Jeg er lidt sur over, du ikke hentede ham før, selv om Sporting er mit hold,« sagde Carlos Zeca med et smil, inden Fernandes fik en kæk bemærkning med fra nordmanden.

»Han gav dig bolden hele tiden,« sagde Solskjær i klippet, som mange har kommenteret på de sociale medier. Her er blot et udpluk af de mange reaktioner:

  • 'Denne her fyr har mere respekt end hele United-bestyrelsen.'
  • 'Det er ægte sportsmanship.'
  • 'Sådan et øjeblik... SMUKT!'
  • 'Jeg græder ikke, det gør du.'
  • 'Når modstanderen har mere respekt for Manchester United-manageren end klubbens egne fans.'
  • 'Ren klasse. Respekt.'
  • 'Anføreren for FC København er en fan... Det her er rørende...det er på tide, United kommer tilbage, hvor vi hører til.'

Carlos Zeca er ikke den eneste FCK-spiller, der har fået meget opmærksomhed. Det samme har både Rasmus Falk og Karl-Johan Johnsson efter strålende præstationer.