35-årige Alex Scott var i sin aktive karriere en af de mest fremtrædende kvindelige fodboldspillere på det engelske landshold. Men karrierestoppet førte en stor livskrise med sig.

Alex Scott er nu en respekteret fodboldekspert på engelsk tv, men inden hun fandt sin nye vej i livet efter en lang og flot karriere, der medførte blandt andet 140 landskampe for England, ramte hun bunden.

Det fortæller hun som led i kampagnen 'Heads Up', der fokuserer på det mentale helbred.

Scott begyndte at drikke, efter hun blev svinet til online.

Alex Scott i aktion i sit tv-job.
Alex Scott i aktion i sit tv-job. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Da jeg stoppede karrieren, og jeg blev 'trollet', fandt jeg ud af, at jeg gik til alkoholen for at prøve at gemme det hele. For at gemme mine følelser,« siger hun ifølge Daily Mail.

»Jeg sagde det ikke til nogen. Jeg sagde det ikke til min mor, fordi jeg ikke ville have, hun skulle bekymre sig om mig. Jeg var bare den type person, der tænkte, jeg kunne passe mig selv, at jeg kunne håndtere det, men tydeligvis var det den forkerte måde at gribe det an på,« lyder det fra Scott, der ramte bunden.

»Jeg nåede til et meget mørkt sted, og det var over julen, at jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne fortsætte på den måde. Jeg søgte hjælp og gik i terapi,« siger hun i en samtale med Premier League-angriberen Troy Deeney, der har døjet med et lignende problem.

Tidligere har profiler som Jürgen Klopp, Rio Ferdinand og Jesse Lingard også åbent fortalt om deres mentale kampe.