Den populære tv-ekspert Chris Kamara er stadig hårdt ramt af sygdom.

For efter at være blevet ramt af verbal dyspraksi tidligere på året, er han nemlig i gang med et længere behandlingsforløb.

Det fortæller han lørdag i et opslag på Twitter, som du kan se nederst i artiklen.

Her har den tidligere Sky Sports-ekspert lagt et billede op af sig selv, hvor han ligger i et trykkammer og modtager iltbehandling.

'Efter seks gode dage på arbejde. Tilbage i oxygen-kammeret i dag. Bedringen fortsætter,' skriver Chris Kamara på det sociale medie.

Det var i marts, at det pludselig kom frem, at den mangeårige fodboldekspert var blevet ramt af sygdommen, som medfører talevanskeligheder.

Årsagen var, at adskillige tv-seere verden over undrede sig over, hvorfor Chris Kamara havde svært ved at udtale sig klart, da han tonede frem på skærmen.

Derfor gik den tidligere fodboldspiller da også ud på selvsamme medie og forklarede, hvad der var galt.

'Jeg ville bare lige lade de af jer, der har tweetet til mig, vide, jeg er okay. På en måde. Ud over mit problem med skjoldbruskkirtlen har jeg udviklet verbal dyspraksi, og jeg har arbejdet på at kunne tale normalt,' skrev Kamara og fortsatte:

'Nogle dage går det langsomt, nogle dage er det normalt. Forhåbentlig kan jeg komme det til livs.'

Cirka en måned efter den nedslående besked om sygdommen, meddelte Chris Kamara ligeledes at han stoppede på Sky Sports efter 24 år.