Den italienske fodbold-ekspert Luciano Passirani er blevet fyret for åben skærm.

»Jeg kan ikke tolerere nogen form for fejl, selv om det bare er kortvarigt,« tordner direktøren for tv-stationen TopCalcio24, Fabio Ravezzani.

Det var i weekenden, at det gik helt galt i et tv-program om Serie A. Det skriver flere medier. Eksempelvis BBC.

Her skulle Luciano Passirani komme med en analyse af Inters belgiske angriber Romelu Lukaku.

Romelu Lukaku er skiftet til Inter fra Manchester United i løbet af sommerpausen.
Romelu Lukaku er skiftet til Inter fra Manchester United i løbet af sommerpausen. Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Efter indledningsvist at have rost fodboldspillerens voldsomme fysik faldt så de uheldige ord.

»I en en-mod-en-situation mod ham er du død. Du får kun en chance, hvis du giver ham 10 bananer,« sagde Luciano Passirani på direkte tv.

Kort efter afbrød tv-direktør Fabio Ravezzani udsendelsen.

Han beklagede over for seerne og forklarede videre, at tv-eksperten aldrig kommer til at arbejde for TopCalcio24 igen.

»Hr. Passirani er 80 år, og for at komplimentere Lukaku kom han til at bruge en metafor, der viste sig at være racistisk,« har Fabio Ravezzani siden forklaret:

»Jeg synes, det var en forfærdelig mangel på tydelighed.«

Luciano Passiranis beskrivelse af Romelu Lukaku gik siden hurtigt viralt på nettet, men tv-direktøren har dog også påpeget, at tv-eksperten faktisk undskyldte på tv efter sin bommert.

Det er ikke første gang, at Romelu Lukaku bliver udsat for racisme i sit korte ophold i italiensk fodbold.

I kampen mod Cagliari blev han mødte af abelyde, da han skulle tage et straffespark.

Belgieren scorede og reagerede ved at stirre ud på publikum.

Han er for nylig blevet spurgt om, hvorvidt man som hold eller fodboldspiller bør forlade banen, hvis man oplever racisme fra tribunen.

»Ja, jeg synes, man skal komme med et statement, selvfølgelig, det er noget, vi må gøre noget ved,« lød det fra Romelu Lukaku.