En ny europæisk Superliga med milliarder og atter milliarder på spil. Det er, hvad 12 europæiske storklubber står bag.

Men for at den kæmpemæssige økonomiske gevinst kan blive en realitet for de deltagende klubber, er én ting nødvendig. En enorm tv-aftale på tværs af Europa og resten af verden.

Men vil de danske tv-selskaber investere i en turnering, som, allerede før den har set dagens lys, møder uanede mængder modstand. B.T. har kontaktet aktørerne på det danske marked og spurgt dem ind til, hvorvidt de kan se sig selv købe rettighederne til den nye Super League, hvis de får muligheden for det.

»Hvis den vare nogensinde bliver til noget, så er det en meget attraktiv vare,« siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, om den nye fodboldliga og fortsætter:

Sportschef hos TV 2 Frederik Lauesen kalder den nye Super League for en attraktiv vare, men er i tvivl om, hvorvidt den nye liga faktisk bliver til noget.
Sportschef hos TV 2 Frederik Lauesen kalder den nye Super League for en attraktiv vare, men er i tvivl om, hvorvidt den nye liga faktisk bliver til noget.
Vis mere

»Men det handler selvfølgelig om pris og betingelser, og nu må vi se, om det bliver til noget. Rygtet har været der en tre-fire gange, og der er mange forhindringer, som de deltagende klubber skal ud i. Jeg tænker, at jeg sætter mig på sidelinjen og forsigtigt kigger på for nu.«

Frederik Lauesen er ikke i tvivl om, at en ny europæisk Super League vil være et rigtig godt tv-produkt, men på så tidligt et stadie kan han ikke knytte flere ord på den opsigtsvækkende og kontroversielle nyhed.

Ligesom TV 2-bossen er Peter Nørrelund slet ikke overbevist om, at den nye fodboldliga kommer til at se dagens lys.

»Det er et totalt hypotetisk spørgsmål, som jeg ikke vil forholde mig til. Men lanceringen af ligaen passer sjovt nok med, at der foregår kolossale forhandlinger mellem UEFA og klubberne lige nu. Det sker hvert tredje år, og det er der ikke noget nyt i,« siger Nørrelund, der er chef for ekspansion og sport hos Nordic Entertainment Group (NENT)

Manchester City og Liverpool er blandt de 12 stiftende klubber af den nye udbryderliga.
Manchester City og Liverpool er blandt de 12 stiftende klubber af den nye udbryderliga. Foto: PETER POWELL
Vis mere

NENT er selskabet bag kanalerne TV3, TV3+ og TV3 Sport samt streamingtjenesten Viaplay. Peter Nørrelund står for al indkøb af selskabets sportsrettigheder for adskillige millioner af kroner, men han har svært ved at tro på, at de kommer til at investere i den nye Super League.

»Klubberne er gået længere denne her gang, men jeg tror stadig ikke på, at det bliver aktuelt. Klubberne bruger det som et nødvendigt led i forhandlingerne,« siger Peter Nørrelund.

Han mener, at fodbolden som produkt er på vej over mod nogle amerikanske tendenser, hvor det handler mere om individuelle forretninger end det sportslige. For at bevare det gode tv-produkt mener han, at man bør blive i det europæiske system.

»I teorien er der i europæisk fodbold en lige linje fra en seriekamp på en pløjemark til en Champions League-finale. Det er det, der har skabt fanbasen, og det er det, der skaber værdien for tv-seeren. Jeg tror ikke, at fansene køber ind på det nye system,« lyder det fra Peter Nørrelund.

Discoverys sportschef, Søren Klæstrup, er enig med de to tv-bosser i, at det er for tidligt at kommentere på, hvorvidt de vil købe rettighederne og vise den nye Super League på deres kanaler.

»Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Det er et forslag, som er på et meget tidligt stadie. Ligesom alle andre aner vi intet om, hvordan konceptet og formatet bliver, hvis denne nye fodboldliga overhovedet bliver til noget.«