Temperamenterne spruttede under TV 2's fodboldmagasin 'Tirsdagstrænerne' i tirsdags. 

Her debatterede fodboldekspert Morten Bruun sin seneste superligaklumme med de to ekstrænere Bo Henriksen og Glen Riddersholm.

I klummen havde Bruun argumenteret for, at Sønderjyskes cheftræner, Fatah Abdirahman, skulle fyres efter en elendig start på Superligaen. 

Men det kunne han – ifølge de to ekstrænere Glen Riddersholm og Bo Henriksen – ikke tillade sig. 

Og så endte det i en meget hidsig diskussion, hvor Morten Bruun til sidst højlydt måtte bede Glen Riddersholm om at holde sin mund.

Vært på 'Tirsdagstrænerne' – og fodboldredaktør på TV 2 – Carsten Werge, fortæller nu, at der efterfølgende ikke har været behov for et forsoningsmøde mellem de tre fodboldpersonligheder.

»Nej, for de har aldrig været uvenner. Man bliver ikke uvenner af at diskutere principielle ting. Det skal vi kunne,« siger Carsten Werge til B.T.

»Det var bare spændende, at de havde forskellige syn på sagen – Bo og Glen havde også forskellige takes. Og Morten stod igen på mål for sine holdninger – han er er en af de mest markante eksperter, vi har. Han tør sige, hvad han mener.«

Men diskussionen blev jo ret hidsig – og Morten Bruun måtte hæve stemmen? 

»Det vidner om, at der er højt til loftet på TV 2 Sporten. Vi diskuterer også i det daglige – også når der ikke er tv på. Det er bare inspirerende, synes jeg.«

»Mortens udfald vidner om stor passion for emnet. Han kalder dem jo ikke 'klaphatte' eller noget. Han vil bare gerne have lov at tale ud.«

»Der var jo også den udfordring, at han sad hjemme i Jylland, og vi andre sad i studiet – der kommer en lille forsinkelse, som gør det lidt tricky, hvem der har ordet.«

Carsten Werge ser ingen problemer i, at hans panel var meget uenige. Henrik Ohsten

Så du tager ikke en efterkritik med dine eksperter, hvor de kan tale ud om situationen?

»Nej nej, det bliver ikke - og har ikke været - nødvendigt. Det er kun fodbold, det her. Vi kommer ikke til at gå i psykologbehandling efter en lille uenighed.« 

»Jeg er sikker på, at når de støder ind i hinanden på et fodboldstadion, så hilser de pænt på hinanden - og diskuterer nok videre.«

Morten Bruun og Bo Henriksen skal dække landskampe sammen lige om lidt …

»Så kan de jo tage boksehandsker med,« lyder det – med et tydeligt glimt i øjet – fra Carsten Werge.

B.T. Fodbold

I dag kigger vi på en dramatisk Superliga-runde, vi zoomer ind på Lazios eventyrlige sæsonstart, vi kigger frem mod landsholdsudtagelsen - og så taler vi om ytringsfrihed i engelsk fodbold. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Gæst: Karsten Krogh Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Astrid Trolle Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen