TV 2 bringer onsdag aften et Operation X-program om den tidligere Superliga-spiller og træner Erik Rasmussen, men tirsdag morgen var begge parter i æteren hos Radio 4 - og TV 2 slog tilbage mod Rasmussens anklager.
Allerede før programmet 'Operation X: Sex, løgn og støttekroner' er udkommet er der stor ballade.
Erik Rasmussen har i en stribe Facebook-opslag rettet krads kritik mod TV 2s metoder og blandt andet kaldt det 'decideret korruption', at TV 2 - efter hans påstand - har betalt en kilde i Sierra Leone for at tale skidt om ham.
Det afviser TV 2 på det kraftigste.

»Det kan jeg klart afvise. Det er en meget alvorlig anklage. Vi har produceret Operation X i tyve år, og vi har aldrig betalt en kilde. Det er noget sludder, og det er heller ikke dokumenteret,« siger Michael Nørgaard, der er chefredaktør for dokumentar og dagsordner på TV 2, til Radio 4.
Han fortæller, at de har brugt en lokal fixer i Sierra Leone. Vedkommende skulle være meget erfaren og blandt andet have arbejdet med BBC.
TV 2 har efter eget udsagn spurgt fixeren om, hvorvidt han har betalt kilden, og det har han afvist, fortæller chefredaktøren.
»Det er en uhyrlig påstand, der ikke tjener andet formål end at fjerne fokus fra det, programmet handler om.«
Brighter Horizons-stifteren Erik Rasmussen indrømmer, at han selv har været sammen med prostituerede 'for flere år tilbage', selvom den statsstøttede NGOs formål blandt andet er at hjælpe prostituerede ud af den verden.
Han er i dag udtrådt af organisationen.