Først var det Andreas Laudrup, der tidligere torsdag vinkede farvel til TV 2, og nu siger en ny TV-profil stop.

Morten Glinvad har været fodboldkommentator hos TV 2 siden 2006, men nu er det tid til at sige stop.

Det skriver han på X.

»Da jeg i 2006 kommenterede mine første La Liga-kampe, hed spillerne Ronaldinho, Eto’o, Raúl og Beckham.« 

»Lamine Yamal lå inde i sin mors mave. Nu får tv-rettighederne igen nyt hjem, så efter 20 år er det slut med La Liga-kommentering for mig. Det har været en stor fornøjelse,« skriver Morten Glinvad i opslaget. 

TV 2 har ikke sikret sig rettighederne til den kommende sæson af La Liga, hvilket betyder, at både Glinvad og Andreas Laudrup nu er stoppet. 

Rettighederne til La Liga er i stedet gået til Disney+, og hverken Morten Glinvad eller Andreas Laudrup har afsløret, hvad de skal lave nu.