Det var skandaløse scener, der udspillede sig i Amsterdam søndag eftermiddag, da storkampen mellem Ajax og Feyenoord blev afbrudt.

Efterfølgende udbrød der voldsomme uroligheder uden for stadion, så politiet måtte kaste tåregas for at få situationen under kontrol.

Midt i de grimme scener befandt TV 2-profilen Kenneth Perez sig i sit job som ekspert for hollandske ESPN.

Det fortæller han til B.T.

Politiet var talstærkt tilstede i forbindelse med kampen.
Politiet var talstærkt tilstede i forbindelse med kampen. Foto: ANP/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der blev kastet tåregas. Da vi forlod stadion, hang det stadig i luften, så vi fik det i øjnene,« siger Kenneth Perez.

Perez, der selv spillede for Ajax som aktiv, overværede, hvordan fansene under kampen flere gange smed fyrværkeri på banen.

Og så måtte kampen afbrydes og siden aflyses.

»Det er jo trist. Det er trist. Det her blev gjort med vilje af fansene for at få stoppet kampen. Efter kampen prøver de at bryde ind på stadion og i omklædningsrummene,« fortæller han om de grimme scener, som du kan se i videoen nederst.

»Det er trist, at folk ikke kan tage et nederlag på kinden, hvis man kan sige det. At de ikke kan acceptere, hvad der sker, uden at afreagere på den her måde.«

Efter kampen valgte storklubben at reagere på den sorte søndag og krisen ved at fyre sportsdirektør Sven Mislintat.

Episoderne under og efter kampen har fået den hollandske fodboldlegende Marco van Basten til at komme med en opsigtsvækkende udtalelse, efter kampen blev afbrudt:

»Slut med professionel fodbold i Holland. Det her bliver bare ved med at ske. Stop professionel fodbold, sådan kan det ikke blive ved.«

Kampen skal færdigspilles onsdag uden tilskuere.