En helt særlig forpligtelse har taget fusen på TV 2. Tv-kanalen skal nemlig producere mindst tre kampe fra Færøerne i denne sæson.

Omdrejningspunktet er et historisk færøsk fodboldhold med succes i Europa.

Fæørske KÍ Klaksvík har nemlig taget alle med storm i denne sæson. Stik imod alle odds har landet med blot 50.000 indbyggere for første gang nogensinde et hold med i et europæisk gruppespil.

Sensationsholdet deltager på utrolig vis i dette års Conference League, efter man var snublende nær at sikre sig en playoff-kamp for at komme i Champions League.

Der bor cirka 5.000 indbyggere i den lille by Klaksvik. Man spiller hjemmekampene i Europa i Torshavn på det nationale stadion. Her er der plads til 6.500 tilskuere. 
Der bor cirka 5.000 indbyggere i den lille by Klaksvik. Man spiller hjemmekampene i Europa i Torshavn på det nationale stadion. Her er der plads til 6.500 tilskuere.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det er så her, at TV 2 kommer ind i billedet.

Kanalen har erhvervet rettighederne til både Europa League og Conference League, og i den kontrakt står der, at det omfatter ‘Kingdom of Denmark’.

Finten er så, at 'Kingdom of Denmark' altså også inkluderer de danske venner fra Rigsfælleskabet Færøerne. 

Og dermed KÍ Klaksvík. 

Derfor skal TV 2 producere Klaksvíks indtil videre tre hjemmekampe i gruppespillet, bekræfter TV 2.

»Det er korrekt. Det har ikke været en situation, vi har været i før, fordi fæørske hold ikke har været i gruppespillet tidligere,« siger redaktionschef på TV 2, John Hansen, til B.T.

Han står for sportsrettighederne på kanalen, og han blev for første gang opmærksom på det, da Viaplay var tæt på at ende i samme situation.

Klaksvík var tæt på at skabe en vanvittig sensation, da norske Molde måtte ud i forlænget spilletid, inden færingerne blev slået ud af Champions League-kvalifikationen.

»Vi blev gjort opmærksom på det, da det så ud til, at Viaplay kunne komme i samme situation, fordi de har rettighederne til Champions League. Var Klaksvík kommet i Champions League-playoff, havde Viaplay haft en forpligtelse til at producere det. Det kom bag på begge parter,« griner Hansen.

Næsten hele produktionen kan TV 2 få hjælp til på den lille ø i Atlanterhavet, men det er ikke alt, man har på plads på Færøerne:

»Vi producerer det i et godt og tæt samarbejde med den nationale tv-station Kringvarp Føroya, der hjælper os med det deroppe.«

»Der er lidt flere udgifter forbundet med det, end hvis det var i Danmark, fordi der er nogle specifikationer, vi skal opfylde. De kan hjælpe os med det meste af det mod betaling, men der er nogle nøgleportioner, vi skal have til Færøerne. Men det skal nok lykkes.«

»Det er virkelig spændende for Færøerne. Det er et lille eventyr, de har gang i,« siger Hansen.

Klaksvík tabte sit første opgør i Conference League med 1-2 ude mod slovakiske Slovan Bratislava.

Torsdag 5. oktober venter første hjemmekamp mod den franske storklub Lille - en kamp, du altså kan se på TV 2.

Skulle færingerne gå videre fra gruppespillet, fortsætter forpligtelsen for TV 2.