TV 2 afslører: Forlænger aftalen
En af verdens fem bedste fodboldligaer kan igen i næste sæson opleves på TV 2 Play og TV 2s sportskanaler.

En af verdens fem bedste fodboldligaer kan igen i næste sæson opleves på TV 2 Play og TV 2s sportskanaler.

Når sommerferien er ovre, og fodboldligaerne verden over blænder op for 2026/27-sæsonen, kan man igen opleve de italienske storklubber på TV 2.
Det skriver tv-kanalen i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at TV 2 forlænger rettighederne til den bedste italienske række, Serie A, for de kommende sæsoner.
»Vi har altid haft et helt særligt forhold til italiensk fodbold på TV 2, så vi er naturligvis meget glade for, at det er lykkedes at forlænge rettighederne til Serie A,« siger Frederik Lauesen, der er direktør for Sport og Produktion hos TV 2.
Aftalen er 'flerårig,' lyder det i pressemeddelelsen, men det fremgår ikke, hvor mange sæsoner, der er tale om.
En vigtig del af den store interesse, som TV 2 angiveligt oplever for Serie A på deres kanaler, kan dog risikere at blive fjernet til den kommende sæson.
»Samtidig har vi det seneste år oplevet en markant vækst i interessen fra vores seere og brugere - noget, man roligt kan kalde en Højlund-effekt,« siger Rasmus Lauesen.
Højlund er dog for nu kun på leje i den italienske klub Napoli fra den engelske storklub Manchester United.
»Vi ved godt, at Rasmus Højlund ikke nødvendigvis spiller i Napoli i hele rettighedsperioden. Men Serie A står stadig stærkt med mange danske profiler og en sportslig jævnbyrdighed, der år efter år gør mesterskabskampen både intens og uforudsigelig,« lyder det fra Lauesen.
Meget tyder dog på, at Højlund kommer til at skrive under på en permanent aftale med Napoli.
Foruden Højlund er landsholdsstjernen Gustav Isaksen, der spiller i Lazio, og Victor Nelsson fra Verona også at finde i Serie A.