På den ene del af skærmen ser man skuddet fra skotske Kenny McLean fra midten af banen sile henover Kasper Schmeichel i det danske mål og tusindvis af skotter eksplodere i VM-ekstase.

På den anden del rejser den danske influencer Alexander Lentz sig fra sin kontorstol. Han kaster sine høretelefoner fra sig, smadrer knytnæveslag ned i sengen bag sig og skriger af sine lungers fulde kraft:

»HVOR ER DET FUCKING PINLIGT MAND!? HVAD LAVER DE??«

Klippet af den danske influencer er efterfølgende gået viralt på de sociale medier, hvor særligt skotter fryder sig over den udadreagerende reaktion.

På streamingplatformen Twitch laver han såkaldte watch-alongs på udvalgte fodboldkampe, hvor mellem 150 og 200 personer følger med, mens han ser og reagerer på kampenes forløb.

Og tirsdag var altså en af de hårdere dage på arbejde for den 20-årige landsholdsfanatiker.

Alexander Lentz vågnede en morgen op til, at hans reaktion på Danmarks fiasko i Glasgow var gået landet rundt i Skotland.
Alexander Lentz vågnede en morgen op til, at hans reaktion på Danmarks fiasko i Glasgow var gået landet rundt i Skotland. Foto: Privat

»Jeg bliver bare sur over, at man kan gøre sig selv så meget til grin, og man har så meget på spil,« forklarer Alexander Lentz om sin reaktion på 4-2-målet til Skotland.

Videoen er efterfølgende blevet delt vidt og bredt på de sociale medier og har samlet langt over en million visninger på både hans egne kanaler og på X, hvor skotter flittigt deler videoen.

»Jeg aner ikke, hvad han siger, men jeg kan ikke andet end at grine,« skriver én, mens andre hæfter sig ved, at det eneste ord, de forstår, er 'fuck'.

Da Alexander Lentz lagde videoen op onsdag, kunne han godt fornemme, at den fik mere opmærksomhed, end hvad hans opslag ellers gør på TikTok og Instagram.

Foto: Privat

Men da han vågnede torsdag morgen, var det løbet fuldstændig løbsk:

»En af mine venner skrev til mig, at det var eksploderet på X, og da jeg søgte det frem, kunne jeg bare se, der var helt vildt mange visninger derinde.«

»Det var en sindssyg oplevelse, at det lige pludselig gik internationalt viralt, selvom jeg snakker dansk,« fortæller Lentz, der på Twitch går under navnet 'Kjartoffel'.

Alexander Lentz kommer til at sende live igen under de skæbnesvangre playoffkampe i marts, men uden en forhåbning om, at hans temperament igen skal gå viralt som konsekvens af en dansk nedtur.

Hvis du skal være helt ærlig, sad du så og håbede på en svær dansk lodtrækning i dag, så du kan gå viralt igen til marts?

»Nej, jeg håber selvfølgelig det bedste for Danmark. Jeg håber ikke på noget resultat, for at min video skal klare sig bedre – den klarer sig, som den klarer sig,« siger Alexander Lentz, som ser gode muligheder efter lodtrækningen tidligere torsdag.

Lodtrækningen slog fast, at Danmark skal møde Nordmakedonien i playoff-semifinalen og enten Irland eller Tjekkiet i en eventuel finale om en plads til VM.

Læs mere om det danske landsholds muligheder HER.