På hver sin side af det ikoniske stadion San Siro samlede tusindvis af fans forud for Milan-derbyet

Både AC Milan og Inter-fans ignorerede reglerne i den italienske storby, hvor det ikke er tilladt at forsamle sig i større grupper, man skal holde en meters afstand og hvor der er krav om at bære mundbind i det offentlige rum.

Alligevel var der op imod 5.000 fans, som samlede sig ude foran San Siro til opgøret mellem de to største Milano-klubber, der begge jagter Serie A-titlen.

Fansene begyndte at samle sig allerede tre timer før kampstart foran det stadion, som klubberne deler og skiftes til at spille hjemmekampe på.

Fans var samlet i massevis foran San Siro inden Milan-derbyet.
Fans var samlet i massevis foran San Siro inden Milan-derbyet. ANDREA FASANI

Slagsange blev sunget, røgbomber blev fyret af og de fleste fans overholdt ikke kravet om at bære mundbind og holde afstand.

Hurtigt blev de mange fans samlet i kæmpemæssige klynger, der fik politiet til at reagere. Politiet havde ellers bedt de dedikerede fans om at blive hjemme, men det blev der set stort på.

I stedet måtte ordensmagten skride ind og skille de store folkemængder ad.

Christian Eriksen var med i startopstillingen i rivalopgøret for Inter og gjorde en god figur. Hans mandskab vandt sikkert det intense derby med 3-0.

DANIELE MASCOLO

Formstærke Romelu Lukaku var kampens store oplevelse, hvor han stod for en scoring og et oplæg.

Med sejren udbygger Inter deres føring i Serie A til fire point, som er ned til rivalerne Milan, der indtager ligaens andenplads.

MATTEO BAZZI