Chelsea og Thomas Tuchel ser ud til at være et rigtig godt match.
Siden den tyske cheftræners ansættelse i januar har det engelske hold stort set ikke lavet andet end at vinde.
Det fortsatte onsdag, hvor Chelsea med endnu en sejr over Atlético Madrid sendte det spanske tophold ud i Champions Leagues ottendedelsfinale.
Chelsea vandt returkampen 2-0.
Tuchel havde satset på at besejre Atlético med en god portion fart oppe foran og sendte fronttrioen Kai Havertz, Timo Werner og Hakim Ziyech på banen fra start.
Det gav pote, da sidstnævnte scorede cirka ti minutter før pausen efter en hurtig omstilling.
- Vi havde mulighed for at ramme dem på kontrastød. De prøvede at presse os højt i første halvleg, men det gav plads bag deres midtbane, og det udnyttede vi og scorede, hvilket gav os meget selvtillid.
- Derefter havde vi flere chancer til at score igen og lukke kampen, men det lykkedes ikke, så i anden halvleg kæmpede vi lidt. Men vi gjorde det, der skulle til, og det var endnu en fortjent sejr, siger Thomas Tuchel på TV3+.
Thomas Tuchels største bedrift i Chelsea har dog nok været at få strammet op på holdets usikre defensiv.
Onsdag holdt London-klubben målet rent for 11. gang i Tuchels 13 kampe som træner. Endda uden Andreas Christensen i forsvaret, der ellers har været fast mand i startopstillingen på det seneste.
- Ja, vi manglede Andreas, der blev syg hen over natten (til onsdag, red.), og Thiago Silva har været ude i flere uger - det er spillere med store personligheder og kvaliteter, men Kurt Zouma trådte til og spillede rigtig godt.
- Drengene beskytter hinanden. Forsvarsspil handler om samarbejde og mod, men også tillid, en god målmand og lidt held, siger Tuchel.
Det er første gang i syv år, at Chelsea skal spille kvartfinale i Champions League. Fredag finder holdet ud af, hvem modstanderen bliver.
/ritzau/
