Antonio Conte og Thomas Tuchel mener ikke, at det var noget særligt, at de kom i klammeri med hinanden.

Thomas Tuchel og Antonio Conte kom i klammeri med hinanden efter søndagens derby mellem Chelsea og Tottenham, og begge trænere blev udvist af dommeren.

Klammeriet opstod, da Tuchel ikke ville slippe italienerens hånd, da de havde sagt tak for kampen til hinanden.

Tuchel, der er manager for Chelsea, forklarer, hvorfor tyskeren holdt så godt fast i Contes hånd efter 2-2-kampen.

»Jeg troede, at når man gav hånd, så kiggede man hinanden i øjnene. Han havde åbenbart et andet syn på det,« siger Tuchel til Sky Sports.

Han nedtoner dog, at det skulle være en stor sag, at de to trænere var sure på hinanden.

»Ingen kom til skade. Vi slog ikke hinanden med næverne eller lignende, så for mig er det ikke en stor sag. Det var en del af kampen, som kogte over. Men værre var det heller ikke,« siger Tuchel.

Tottenhams Harry Kane udlignede til 2-2 seks minutter inde i kampens tillægstid, og det ærgrede Tuchel sig over. Han var utilfreds med flere af dommerens vurderinger i løbet af opgøret.

Op til Tottenhams 1-1-mål, som blev sparket i nettet af Pierre-Emile Højbjerg, mener Tuchel, at der blev begået frispark på Chelseas angriber Kai Havertz.

Chelsea-manageren mener også, at Tottenham-spilleren Richarlison stod offside ved Højbjergs mål.

Endelig kritiserer Tuchel, at det ikke blev straffet, at Chelsea-spilleren Marc Cucurella blev revet i håret af en Tottenham-spiller i slutminutterne.

»Der var et klart frispark på Kai Havertz kort før målet. Richarlison var offside, og siden hvornår er det blevet lovligt at hive i håret på en fodboldbane?«

»Vi dominerede i 90 minutter, vi var skarpe, og vi var sultne. Det var en toppræstation. Jeg er ked af det på mine spilleres vegne, at vi ikke fik det resultat, som vi fortjente,« siger Tuchel.

Conte havde ikke meget at tilføje til tumulten med Tuchel, men forsvarede sin reaktion.

»Jeg er ikke passiv. Hvis jeg møder aggressivitet, så svarer jeg med aggressivitet. Men det var ikke noget problem.«

»Jeg tror, at vi begge nød det, der skete,« siger Conte.

/ritzau/