Tuchel bliver spurgt til semifinale efter Saka-hattrick
Bukayo Saka scorede hattrick i bronzekamp, og det undrer, at fløjspilleren ikke kom på banen i semifinalen.

Bukayo Saka scorede hattrick i bronzekamp, og det undrer, at fløjspilleren ikke kom på banen i semifinalen.

Det var en svær beslutning at udelade Bukayo Saka fra semifinalen mod Argentina, men årsagen var, at Arsenal-spilleren har døjet med en skade i akillessenen.
Det siger Englands landstræner, Thomas Tuchel, til journalister, efter at Saka natten til søndag scorede hattrick i 6-4-sejren over Frankrig og dermed tog bronzemedaljen.
Tyskeren indrømmer, at han har været forsigtig med 24-årige Saka på grund af skaden, som fløjspilleren har døjet med de seneste par måneder.
- Saka varmede op flere gange under kampen mod Argentina. Vi var klar til en udskiftning, men kampen udviklede sig så vanvittigt, at vi til sidst valgte en anden løsning.
- Men intet har ændret sig for mig under det her VM. Bukayo er en fantastisk holdkammerat, en fantastisk fodboldspiller og en nøglespiller for os, og det vil ikke ændre sig. Det viste han igen i dag, og jeg er glad på hans vegne, siger Tuchel.
Selv om det blot blev VM-bronze for englænderne, håber han, at spillerne en dag vil se stolte tilbage på tredjepladsen.
England har været tæt på guldet ved de seneste EM-slutrunder, men det er gået anderledes ved verdensmesterskaberne.
Årets bronzemedalje er Englands bedste resultat ved en VM-slutrunde siden 1966, hvor England selv tog guldet på hjemmebane.
- Det er vores første medalje i 60 år og det bedste VM på udenlandsk jord. Så jeg håber, at spillerne kan være stolte af det om noget tid, siger Tuchel.
- Vi er så voldsomt store konkurrencemennesker, at vi nærmest ikke vil tillade os selv at være stolte af tredjepladsen, fordi vi for 18 måneder siden satte det højest mulige mål: at nå finalen og vinde VM.
- Så det er meget, meget smertefuldt, hvis man går glip af det. Vi vil mærke smerten i noget tid, siger han.
Tuchel fik hård kritik efter Englands 1-2-nederlag til Argentina i semifinalen onsdag. Årsagen var især, at Tuchel satte defensivt ind, efter at hans hold havde taget en tidlig føring i anden halvleg.
Det udnyttede argentinerne, og de tog finalebilletten efter en sejr på 2-1.
- For at være helt ærlig føltes pressemødet i går (fredag, red.), som om vi var røget ud i gruppespillet uden en eneste sejr, siger Tuchel.
- Det bedste, man kan gøre, er at svare igen på banen og snuppe den næste sejr. Alt andet er bare snak, og snak giver hverken point eller sejre.
- Men jeg er glad for, at vi formåede at rejse os. Det var lige præcis det, vi ville, siger Tuchel.
RITZAU/Reuters