Med tre scoringer indtog Sanne Troelsgaard en hovedrolle, da det danske kvindelandshold tirsdag åbnede VM-kvalifikationen med en 6-1-sejr ude over Ungarn.

Umiddelbart efter Ungarns 1-1-udligning i slutningen af en svingende dansk første halvleg tog Troelsgaard chancen på et langskud, der endte oppe i målhjørnet til 2-1.

»Da jeg sendte bolden afsted, nåede jeg at tænke, at det var for langt udefra.«

»Jeg tænkte; for helvede. Men så kunne jeg se, at den gik.«

»Det var vigtigt, at vi kom ind til pausen med en 2-1-føring. Vi vidste, at vi skulle ind i omklædningsrummet og snakke nogle ting igennem. Vi skulle presse højt og gøre ungarerne usikre,« siger Troelsgaard.

Da først danskerne fik justeret spillet i pausen, kunne hjemmeholdet ikke stille noget op. Danmark var tættere på 7-1 end Ungarn på en reducering.

Sanne Troelsgaard er i sidste ende godt tilfreds med udbyttet i Ungarn, der kommer ovenpå en turbulent uge præget af konflikt og strejke.

»Vi har før haft svære udekampe i Serbien og Polen og spillet 1-1 og 0-0. Så det er en god sejr.«

»Det er også vigtigt, at vi ikke stopper med at score ved 3-1. Vi bliver ved og får nogle mål på kontoen, siger Troelsgaard med henvisning til Danmarks position i VM-kvalifikationen.«

Danmark og Sverige skal formentlig kæmpe om førstepladsen i kvalifikationsgruppen, der også tæller Ungarn, Ukraine og Kroatien.

De mange scoringer kan komme danskerne til gode, når det endelige grupperegnskab skal gøres op.

Danmark møder 20. oktober Sverige på udebane.

/ritzau/