Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har mandag og tirsdag forhandlet om betingelserne for en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet i fodbold og herrernes U21-landshold.

Indtil videre er parterne ikke nået til enighed, og kvindelandsholdsspilleren Sanne Troelsgaard beretter om et sygt forhandlingsklima mellem parterne. Det gør hun over for det svenske medie Sydsvenskan ifølge Expressen.

»Situationen er helt syg. Vi og DBU kan ikke engang mødes lige nu. LO mægler på vores side og en arbejdsgiverorganisation på DBU's. Vi møder mæglerne hver især. Der kommer til at være forhandlinger i flere dage,« siger Troelsgaard.

Parterne har efterhånden travlt. Efter planen skal kvinderne samles mandag i Helsingør for at forberede sig på den vigtige VM-kvalifikationskamp i Sverige 20. oktober.

Kvindelandsholdets seneste samling blev spoleret af, at forhandlingerne på det tidspunkt var brudt helt sammen.

Det medførte en aflyst testkamp mod Holland, mens holdet og Danmarks midlertidige landstræner, Søren Randa-Boldt, dårligt nåede at træne sammen, inden VM-kvalifikationskampen mod Ungarn blev spillet, da forhandlingsparterne var nået frem til en midlertidig aftale.

Herrernes U21-landshold har de seneste fem dage ligeledes spillet på en midlertidig landsholdsaftale i to EM-kvalifikationskampe. Den aftale udløber, inden kvindelandsholdet samles.

/ritzau/