Brøndbys 2-3 nederlag mod Vendsyssel søndag aften, blev også sportsdirektør Troels Bechs sidste kamp som sportsdirektør i Brøndby.

En udmelding, han kom med tidligere på efteråret. Næste skridt i fodboldmandens liv er at åbne en virksomhed i Italien med sin kone, hvor de to vil tilbyde kursusophold til blandt andet virksomheder.

Og netop konen Nille Bech, glæder han sig til at have mere tid sammen med. Det fortæller han til TV 3 Sport efter aftenens kamp.

»Jeg kan virkelig godt lide min kone og min familie, og jeg tænker at de 80 - nogle gange 100 - timer, der nogle gange er gået med at være på arbejde, de er godt placeret sammen med dem,« svarede han kækt til spørgsmålet om, hvad han glæder sig til ved at stoppe.

Troels Bech knytter også et par ord på sin afløser Ebbe Sand.

»Ebbe er jo bare reel og ordentligt, som det sig hør og bør, og det er rigtig vigtigt,« siger han blandt andet til TV-kanalen om sin afløser Ebbe Sand.

Ebbe Sand har fulgt med i arbejdsprocesserne i Brøndby den seneste tid.

Ebbe Sand har spillet for netop Brøndby, ligesom han i mange år var fast mand på det danske landshold.

Troels Bech fortalte for nyligt om sin nye virksomhed i Italien, hvor han skal gøre brug af sin erfaring inden for ledelse og personlig udvikling:

»Vi tror på at tage folk væk fra hverdagen, så de for alvor kan tage nyt ind,« sagde han til Berlingske.