Det kan vel næppe undgås at have holdninger, selvom du skal være upartisk kommentator.

Hvis det er tilfældet, så må det være en kommentators værste mareridt at komme til at udtrykke sin ærlige mening om noget eller nogen, hvor mikrofonen så ikke viste sig at være slukket.

Det var netop det, der skete for den tidligere Liverpool-, Real Madrid- og Manchester City-spiller Steve McManaman, da han lørdag kommenterede Premier League-kampen Wolverhampton-Everton for tv-kanalen BT Sport (som absolut ikke skal forveksles med herværende medie B.T. Sport!)

Da kampen sluttede, kunne man tydeligt høre McManaman i et øjeblik, han nok ikke regnede med blev sendt ud i æteren.

»I don't like Wolves,« eller »Jeg kan ikke lide Wolves (Wolverhampton, red.),« kan man høre McManaman sige i et klip, som flere personer har delt på Twitter.

Her er der også en masse undren fra Wolverhampton-fans, der samtidigt mener, at den tidligere engelske landsholdsspillers kommentering helt generelt var mere end normalt kritisk mod oprykkerne.

  • 'Blev Steve McManaman mobbet i skolen af en Wolves-fan?'
  • 'Det er den første kamp, jeg har set på BT Sport. Er Steve McManaman altid sådan en nar?'
  • 'Her er det uomtvisteligt bevist. Steve McManaman siger ganske tydeligt: 'Jeg kan ikke lide Wolves', efter han har nedgjort os i 90 minutter. Fyr ham.'

Flere engelske medier har skrevet om hændelsen, men foreløbigt ser det ikke ud til, at McManaman har udtalt sig om episoden. McManaman er født og opvokset i Liverpool, hvor Everton også har hjemme. Kampen mellem Wolves og Everton endte i øvrigt 2-2.

Se højdepunkter fra kampen øverst i artiklen - uden Steve McManamans uheldige bemærkning