Selvom Manchester Uniteds nye angrebsstjerne, Romelu Lukaku, appellerede til klubbens fans om at droppe en hyldestsang med racistiske undertoner, så holdt de sig ikke tilbage i dagens kamp mod Southampton.

»Romelu Lukaku. He's our Belgian scoring genius. He's got a 24inch penis. Scoring all the goals. Bellend by his toe,« lyder teksten til Lukaku-hyldestsangen, som synges over melodien til The Stone Roses-hittet 'Made of Stone'.

Og som ifølge avisen Independent altså igen i dag kunne høres sunget af fans i Manchester Uniteds kamp ude mod Southampton. En kamp, hvor belgieren i øvrigt endnu engang viste sin farlighed med det enlige mål i 1-0-sejren.

Denne gang havde tilhængerne tilføjet en ny linje til Lukaku-sangen:

»Vi er United, vi synger lige hvad vi vil!«

Lukaku appellerede i torsdags til tilhængerne om at droppe sangen, da den har mødt kritik for at være stødende, diskriminerende og racistisk af blandt andet anti-diskriminerings-gruppen Kick It Out.

»Stor støtte siden jeg kom til klubben. Fans havde gode intentioner med deres sang, men lad os komme videre nu,« skrev han på Twitter via Uniteds officielle Twitter-konto og afsluttede beskeden med hashtagget #RespectEachOther – respekter hinanden.

Romelu Lukaku, som har taget United med storm med masser af mål siden sin ankomst i sommerpausen, er sort, og sangen spiller på det stereotypiske billede, at sorte mænd skulle være særdeles veludrystede.

»Racistiske stereotyper er aldrig acceptabelt uanset hvilken hensigt, man har haft,« lyder det i følge BBC fra Kick It Out, der arbejder på at sparke racismen ud af fodbolden.

Manchester United oplyste før midtugekampen mod Burton Albion i Carabao Cuppen, at klubben ’vil tage affære i tilfælde af stødende handlinger’ fra fansene.

En lignende sag har før været taget op af Kick It Out. Det var i 2011, da Tottenham-fans sang noget lignende om den dengang store Tottenham-spiller, Emmanuel Adebayor. Her indrømmede Tottenham selv, at sangen var fornærmende, men ikke racisitsk. Det fordømte Kick It Out.

Og så sent som i forrige uge var en anden Premier League-stjerne ude på de sociale medier med en appel til fans om at nedtone en kontroversiel sang.

Det var Chelseas spanske angriber Alvaro Morata, som bad Chelsea-tilhængerne droppe en sang, hvor de hylder ham for sin målscoringsevner, men samtidig tilsviner rivalen Tottenhams mange jødiske fans.

 
Tottenham vandt 3-2 over West Ham i 6. spillerunde af Premier League.
Vis mere