Randers’ islandske målmand blev udskiftet i pausen, da holdet med en 2-1-sjer mod Lyngby sikrede sig overlevelse i Superligaen.

Hannes Halldorsson tog sig til sit højre lår midtvejs i første halvleg i mandagens overlevelsesopgør, efter han havde lavet et udspark. Herfra fik islændingen hjælp til at lave målspark, og da anden halvleg blev sat i gang, var det også Randers’ andenkeeper, Frederik Due, der stod i buret.

”Jeg ved ikke helt, om det er en lille forstrækning, men det skete, da jeg sparker bolden ud i første halvleg. Jeg kunne mærke, at der skete noget i lysken, og jeg havde efterfølgende svært ved at sparke bolden,” sagde han iført en forbinding ved højre lyske.

Hallorsson var en del af Island store succes ved EM i Frankrig for knap to år siden, og han er også udtaget til Islands 23-mands trup, der i næste måned rejser til VM i Rusland.

”Jeg er ikke bange for, at skaden koster mig VM, men det besluttet i halvlegen, at det var klogt at udskifte mig.”

Fremtiden er lyseblå

Målmanden fra vulkanøen, der kom til Randers efter EM i Frankrig, var uhyre lettet efter Randers mandag sikrede sig endnu en sæson i Superligaen, og selvom han med en endnu en flot slutrunde for Island kan komme på radaren hos større klubber, så vil Hannes Halldorsson også gerne være en del af klubben fra Kronjylland i næste sæson.

”Jeg ser mig helt klart som en del af holdet i fremtiden. Jeg er meget godt tilpas i klubben og kan godt lide alt der foregår,” sagde han.

”Min motivation er helt i top, og jeg vil meget, meget gerne have mulighed for at spille Superliga-fodbold i Randers i næste sæson.

Selvom han sværger islandske troskab til Randers, så ved den 33-årige målmand også godt, at tilbuddene kan blive så store, at man det kan blive svært at sige nej.

”Man ved selvfølgelig aldrig, hvad der sker i fodbold, men jeg vil rigtig gerne blive her.”

Hannes Halldorsson skiftede til Randers på en tre årige kontrakt fra hollandske NEC Nijmegen.