To dage efter de første tegn på bedring vedrørende PSG-målmandens tilstand, er der kommet en trist melding fra hospitalet.

28. maj kom den spanske målmand Sergio Rico ud for en alvorlig ulykke, da han var ude at ride. Han faldt af hesten og blev derefter sparket i nakkeregionen – så voldsomt, at han har pådraget sig hjerneblødninger.

Meldingen for få dage siden var ellers fra Virgen del Rocio-hospitalet i Sevilla, at 29-årige Rico var i bedring, men nu er hospitalet kommet med en yderst alvorlig udmelding.

 »Sergio Rico er i koma igen og forbliver i en kritisk tilstand,« lød det fra hospitalet ifølge spanske AS fredag.

PSG-stjernen Kylian Mbappé fejrer en scoring ved at vise støtte til holdkammeraten Sergio Rico.
PSG-stjernen Kylian Mbappé fejrer en scoring ved at vise støtte til holdkammeraten Sergio Rico. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nu fortsætter »intensive specialister med at overvåge og afvente udviklingen« af Sergio Ricos tilstand. 

Ulykken vakte en masse følelser i Paris og generelt i fodboldens verden.

I sæsonens sidste kamp mod Clermont, som PSG tabte med 2-3, havde superstjernen Kylian Mbappé nogle støttende ord at sige til sin holdkammerat. 

»Det vigtigste var hyldesten til Sergio. Der er vigtigere ting end fodbold. Vi kunne have tabt 22-0 og det ville ikke have ændret sig. Vi var virkelig nødt til at hylde Sergio. Vi er alle berørte, og det har bekymret os hele ugen. Vi ønskede at hylde ham så godt vi kunne,« lød det fra Kylian Mbappé.