Søndag eftermiddags superligakamp i Hjørring mellem Vendsyssel FF og AGF endte 2-2.

Det blev en dramatisk og underholdende affære, hvor hjemmeholdet allerede efter 16 sekunders spil bragte sig foran 1-0.

Men AGF kom stærkt igen, og på scoringer af Kasper Lunding samt Patrick Mortensen førte de 2-1 ved pausen.

Imidlertid fik aarhusianerne udvist Adama Guira, og med en spiller i overtal lykkedes det for Vendsyssel at score til 2-2 og dermed erobre et vigtigt point.

1. Guira dummede sig
For første gang i forårssæsonen var Adama Guira at finde i AGF's startopstilling. Imidlertid kvitterede den 30-årige midtbanespiller fra Burkina Faso ikke for cheftræner David Nielsens tillid. Både før og efter pausen fik han en advarsel, og så blev han præsenteret for et rødt kort. På tidspunktet, hvor AGF blev reduceret, var aarhusianerne foran 2-1. Men da kampen sluttede, havde Vendsyssel FF på indskiftede Al-Hadji Kamaras hovedstød udlignet til slutresultatet 2-2.

2. Vendsyssel uden dommertække
Det kan ikke påstås, at Vendsyssel FF har dommertække. Forleden i den tabte pokalkvartfinale mod Brøndby IF fik de annulleret en korrekt scoring af Emmanuel Ogude, og mod AGF 'snød' den unge og urutinerede dommer Mikkel Redder dem for en scoringsmulighed fra 11-meter-pletten. Det skete 10 minutter før pausen, hvor AGF's australske midtbanespiller, Mustafa Amini, kantede Jon Thorsteinsson ureglementeret. Men i stedet for at blive tilkendt et straffespark fik den islandske offensivspiller en advarsel for 'film'.

3. AGF-defensiv udfordret
AGF var hårdt udfordret defensivt mod Vendsyssel FF. Foruden karantæneramte Casper Højer Nielsen og Jesper Juelsgård måtte de så bort fra den skadede stopper-duo Niklas Backman og Frederik Tingager. I stedet var anfører Jens Stage flyttet tilbage på banen fra sin normale position på midtbanen. Planen var, at superliga-debutanterne Daniel Thøgersen og Sebastian Hausner skulle have så god støtte som muligt. Men allerede efter 16 sekunders spil fik Jens Stage ikke stoppet Tiémoko Konaté, der på en friløber bragte hjemmeholdet foran 1-0.