Liverpool vandt lørdag aften Champions League efter en halvtam affære i Madrid. Ligesom kampen mod FC Barcelona, var det Divock Origi, der sendte trofæet til Merseyside!

Der var ellers lagt op til den helt store festaften med massive menneskemængder i Madrid gennem hele lørdagen. Flere end 100.000 englændere var rejst med sine respektive hold til det, der var den største kamp i år - og nogensinde for Tottenhams vedkommende. Men lige så stor fest der var udenfor stadion, lige så tam blev den egentlige kamp på stadion.

Ingen af holdene fandt frem til det spil, de gennem turneringen har brilleret med. Der var færre chancer end tænder i munden på en ishockeyspiller. Og de store comebacks mod Ajax og FC Barcelona virkede nærmest som kampe fra sidste sæson.

Tottenhams fans må undre sig over, hvorfor Harry Winks var blevet foretrukket på midtbanen, efter han ikke havde spillet de seneste ni kampe for Tottenham. Det samme med Harry Kane. Her er tre ting, vi lærte.

Et hurtigt mål er ikke altid godt
Normalt taler man om, at et hurtigt mål er det bedste, der kan ske i en fodboldkamp. På den måde burde man undgå en lukket og taktisk affære. Lørdag aften fik vi så undtagelsen, der bekræfter reglen. For da Mohamed Salah, efter mindre end to minutter, satte den næsthurtigste scoring i en Champions League-finale i mål, var det, som en hel folkeskoleklasse havde set klassens marsvin blive kørt over. To gange. Godt nok blev der jublet i Liverpools ende af Wanda Metropolitano, men resten af stadion var tavse. Og spillet mindede mest om et begravelsesoptog, der ikke engang var en gnaver værdig. Ærgerligt at spille en seriekamp i den kulisse!

Liverpool viste, hvorfor de er et tophold
I lang tid har Liverpools fans sukket efter de tider, hvor klubben var en stor magtfaktor. Og nu ligner det for alvor, at Liverpool igen har fundet den styrke. Under Jurgen Klopp har holdet for alvor fundet en spillestil, mentalitet og tro på tingene, der har betydet vedvarende resultater. To Champions League-finaler i streg og en andenplads i Premier League, der alle andre år havde vundet dem mesterskabet sætter en stor, tyk streg under netop det. Lørdag kunne man så se, hvor meget det betyder for Liverpools fans, der malede Madrid rød og indtog flere hovedstæder verden over. Det vil ikke være en overraskelse, hvis Liverpool igen er med, hvor det er sjovt næste år!

Eriksen er ikke en enmandshær
På det danske landshold har man siden Åge Hareides ankomst set, hvor meget Christian Eriksen kan gøre på egen hånd. Men i Premier League, Champions League - og potentielt hos Real Madrid - er det slet ikke nok til at vinde trofæer. Lørdag blev han på ingen måde sat i scene, og så har vi flere gange set, hvordan fynboen falder ud af kampen. De gange, hvor Eriksen blev sat op af sine holdkammerater, fik han vist, hvad han kan! Problemet for Tottenham er bare, at det lykkedes alt for få gange. Det var ikke i aften, han solgte sig selv til Real Madrid i hvert fald.