Nye og hårde anklager er rejst mod den hollandske fodboldboss Marc Overmars.

Allerede i foråret måtte han forlade sin position som sportsdirektør i storklubben Ajax, fordi han blev anklaget for grænseoverskridende adfærd overfor ansatte i organisationen - og blandt andet sendte penisbilleder til kvindelige ansatte i den hollandske klub.

Nu står tre kvindelige spillere, der har fortid i Ajax, anonymt frem og retter nye anklager mod den hollandske legende, der før har forført træsko-nationen på fodboldbanen.

Avisen Het Parool fortæller, at Overmars i et tilfælde tog på en spiller i rummet, hvor spillerne får behandling. En anden spiller var vidne til episoden, lyder det.

»Han kaldte det for en joke, men det var ikke sådan, det blev opfattet,« lyder det fra en spiller til Het Parool.

Spillerne fortæller, at Overmars i en periode begyndte at frekventere behandlingsrummet oftere og oftere, selv om de kvindelige spillere anså rummet som et 'sikkert' sted. Et sikkert sted, hvor man kunne bevæge sig uden for meget tøj på, som man ofte ikke har i behandlingssituationer.

En anden kvinde fortæller til avisen, at hun kender til spillere, der har haft oplevelser, som var over stregen.

Storklubben Ajax har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere, og det har Overmars heller ikke. Overmars er nu direktør i belgiske Royal Antwerp.