Lyt til artiklen

Tre unge mænd er blevet tiltalt i en sag om røveri af fodboldtrøjer og -shorts fra FCK-fans.

Det oplyser anklager Natali Nasr tirsdag, hvor to af de unge har fået deres fængsling forlænget, frem til retssagen skal begynde i Retten i Glostrup 1. februar.

»Principalt er der rejst tiltale for røveri. Men i anklageskriftet er der også anført, at det subsidiært er ulovlig tvang. Det er det, der bliver spørgsmålet under sagen,« siger hun til Ritzau

»Forsvaret siger, at det er ulovlig tvang, og anklagemyndigheden siger, at det er røveri,« forklarer hun.

Tvisten er vigtig, i forhold til hvor alvorlig sagen er. Mens røveri kan straffes med op til seks års fængsel, er straffen for ulovlig tvang maksimalt fængsel i to år.

Episoden, hvor trøjerne blev frarøvet eller tvunget af, fandt sted om formiddagen inden en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby i Parken søndag 7. august.

Et par måneder senere – 4. oktober – anholdt politiet de tre nu tiltalte mænd på 18, 19 og 23 år. Den yngste blev løsladt af en dommer i Retten i Glostrup, men er også blevet tiltalt, mens de to ældste blev varetægtsfængslet.

De skal nu sidde fængslet hen over jul og nytår, indtil Retten i Glostrup ventes at behandle og afgøre sagen 1. februar.

De to har dog kæret fængslingen, hvorfor Østre Landsret skal afgøre, om beslutningen om fortsat fængsling er rigtig.

I forbindelse med FCK-Brøndby-kampen i august er der også en lignende sag i København.

Her er en Brøndby-fan sigtet for at tvinge et halstørklæde og fodboldtrøjer af FCK-fans i et S-tog. Det skete efter fodboldkampen.

Den 25-årige mand nåede at sidde varetægtsfængslet i cirka tre en halv uge, før han blev løsladt igen.

Ifølge anklagemyndigheden var der tale om røveri. Manden var dog kun fængslet på en mistanke om ulovlig tvang.

Anderledes er det i sagen fra Vestegnen, hvor de to af de tiltalte er fængslet på baggrund af mistanken om røveri.