Tre spillere fra det tjekkiske landshold må sidde med onde tømmermænd. I hvert fald moralske tømmermænd.

Vladimír Coufal, Jakub Brabec og Jan Kuchta, der spiller for henholdsvis West Ham, Aris og Sparta Prag, er nemlig blevet sendt hjem fra landsholdssamlingen efter en bytur natten til søndag.

Det skriver The Sun.

X bekræfter det tjekkiske landshold ligeledes, at spillerne er blevet sendt hjem.

Vladimír Coufal (th.) i duel med Robert Lewandowski i fredagens kamp.
Vladimír Coufal (th.) i duel med Robert Lewandowski i fredagens kamp. Foto: Janek Skarzynski/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Tre spillere fra landsholdet har overtrådt landsholdets interne regler lørdag aften. Jakub Brabec, Vladimír Coufal og Jan Kuchta forlod landsholdssamlingen med øjeblikkelig virkning efter beslutning fra landsholdsledelsen,' lyder det.

Tjekkerne er samlet i forbindelse med EM-kvalifikationen, og var senest i aktion fredag.

Her spillede Tjekkiet 1-1 mod Polen, og mandag venter den afgørende kamp mod Moldova, der kan sikre EM-billetten til sommer.

Den kamp bliver altså uden Vladimír Coufal, Jakub Brabec og Jan Kuchta, der alle startede inde i fredagens kamp, som blev spillet i den polske hovedstad, Warszawa.