Det bliver en begivenhedsrig sommer for Joachim Andersen.

Han skal med Danmark til EM og forsøge at spille sig ind i startopstillingen til slutrunden på hjemmebane, men på klubplan har han også en stor beslutning, der skal træffes. Lejeaftalen med Fulham ophører denne sommer, og det er stensikkert, at han ikke rykker med ned i The Championship.

Det ser ifølge B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' næsten lige så sikkert ud, at Joachim Andersen bliver i Premier League og i London. For selvom forsvareren er ejet af franske Lyon, er det lige nu Tottenham, der er i førersædet i kampen om Joachim Andersens underskrift.

Tottenham og Andersens franske ejerklub er ifølge 'Transfervinduets' oplysninger i konkret dialog om Joachim Andersen, og det kommer i kølvandet på, at danskerens repræsentanter i april var til møde i Tottenham.

Dermed har Tottenham lige nu den bedste hånd i spillet om den danske landsholdsforsvarere, men i det spil er der også den joker, at London-klubben stadig mangler at finde sin permanente manager efter fyringen af José Mourinho.

Det ændrer dog ikke på, at transferplanerne er i gang i klubben, og der kigges allerede nu p mulige forstærkninger til truppen, mens jagten på en ny træner kører på højtryk.

Joachim Andersen har for sin del stort fokus på EM. Derfor forventes der også at gå lidt tid, før det hele falder på plads med en ny klub, da danskeren ønsker at koncentrere sig om træning og kamp, mens agenterne kan lade alt det andet skride frem i kulisserne.

Hvem der ender med at løbe endeligt med Joachim Andersen, vil sommeren vise. Han bliver ikke i Fulham, og Lyon er åbne for at sende ham videre til en permanent adresse.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den adresse ser ud til i hvert fald at blive London, og mens flere London-klubber er interesserede, er Tottenham altså længst i bestræbelserne p.t.

Lyon ønskede tidligere i forløbet at få pengene hjem på den 25-årige dansker. Det ville i så fald betyde en pris på 225 millioner kroner, men med et stort løft i interessen for Joachim Andersen fra specielt Premier League, kan den pris også potentielt overgås. For med flere større Premier League-klubber i spil, kan Lyon muligvis øjne en god handel.

Omend de interesserede klubber også er opmærksomme på, at Andersen ikke er førstevalg i det franske.

Det og meget mere kan du høre i 'Transfervinduet', der også har fokus på Brøndbys og FC Københavns direkte kamp om to profiler samt masser af snask fra rygtekrogene i Superligaen.