Lyspunktet i Silkeborgs mørke superliga-sæson hedder Mads Emil Madsen.

Og det er også blevet opdaget i det store udland. Det fortæller panelet i den seneste episode af B.T. Sportens ugentlige fodboldpodcast 'Transfervinduet'.

Her kommer det frem, at klubber fra England, Holland og Belgien viser interesse for den 21-årige midtbanespiller. Tidligere har podcasten meldt om Mads Emil Madsen-interesse fra superliga-kollegaerne fra AGF og FC Nordsjælland.

Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker, vil hverken be- eller afkræfte den udenlandske interesse for U21-landsholdsspilleren. Og han har heller ikke planlagt at skille sig af med den unge profil i vinterens transfervindue.

»Umiddelbart tror jeg ikke, at han skal sælges til vinter. Men han er en spiller, der har potentialet til det. Så man skal aldrig sige aldrig,« siger sportschefen.

'Transfervinduet' er B.T.s ugentlige fodboldpodcast, som dyrker de reelle transferer, transferrygterne og ikke mindst al transfersladderen.

Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transferer.

Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej, så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.