Brøndby jager stadig den midtbanejuvel, som superliga-storklubben intenst forsøgte at erhverve sig i vinterens transfervinduet.
Kontakten mellem Brøndby og Stabæks 19-årige Tobias Børkeeiet er stadig varm, og måske resulterer det snart i en handel.
Det kommer frem i den seneste episode af B.T. Sportens fodboldpodcast, Transfervinduet.
»Vi hører fra vores kollega Søren Hanghøj, at Tobias Børkeeiet stadig spøger ude i Brøndby,« siger Lasse Vøge, der sammen med Søren Klæstrup og Steffen Gronemann udgør ugens panel.
»Den skal lige holdes lidt ud i strakt arm, men som Hanghøj hører det, så kan der ske noget med Tobias Børkeeiet og Brøndby inden for de næste uger.«
I udsendelsen forudser panelet også, at sommerens transfervindue bliver et af de travleste nogensinde i Superligaens historie - og kommer til at stå i skarp kontrast til vinterens blodfattige vindue.
»Dagen efter vinterens transfervindue mødte jeg Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, og jeg spurgte ham, hvorfor pokker der ikke skete mere? 'Det kan jeg godt forklare dig,' sagde han. 'Det er simpelthen fordi, at klubberne gemmer transferkronerne til næste sæson, hvor klubberne frygter indløbet til den nye superligastruktur, som gør, at der skal findes tre nedrykkere,'« fortæller Søren Klæstrup.
»Claus Thomsen var helt overbevist om, at den superligasæson, vi får næste år, bliver helt vanvittig, og han glædede sig personligt til et transfervindue, hvor der kommer fuld knald på.«

Og så kigger panelet nærmere på FC Midtjyllands succesrige U19-hold, der har kvalificeret sig til kvartfinalen i Youth League - ungdommens Champions League - ved først at slå Roma og siden selveste Manchester United ud.
'Transfervinduet' er B.T.s ugentlige fodboldpodcast, der kommer ind under huden på det danske - og til tider udenlandske - transfermarked.
Her dyrkes de reelle transfers, transferrygterne og ikke mindst al transfer-sladderen. Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transfers.
Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej - så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.