Der tages tilløb til et kæmpesalg i Superligaen.

I årevis har FC Københavns 18-årige svenske stortalent, Roony Bardghji, været fulgt tæt af europæiske storklubber. Og nu lugter det af, at der snart kommer handling bag snakken.

I B.T.'s fodboldpodcast, Transfervinduet, zoomer panelet ind på det svenske Supertalent, der i engelske 90min.com er blevet sat i forbindelse med et januarsalg til engelske Chelsea, som så ville leje Roony tilbage til FC København for resten af sæsonen.

Ifølge Transfervinduets oplysninger skulle interessen fra Chelsea være massiv – og klubben har fulgt Roony tæt i årevis. Men også den konkurrerende London-klub Tottenham er en stor bejler – ligesom en håndfuld klubber fra andre europæiske ligaer også ligger på lur.

FCK-stjernen er tilmed i London i disse dage – viser han selv på sin Instagram-profil. Det vides dog ikke, om der er en sammenhæng med et potentielt skifte.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Snakken om en mulig kontraktforlængelse med FC København er ifølge podcasten skudt til januar. I stedet fokuserer man på at få lavet et kæmpesalg senest til sommer. 

Og salget kan meget vel blive ny transferrekord i FC København – altså overstige de 150 millioner kroner, som københavnerne fik for Victor Kristiansen, da han skiftede til Leicester for et år siden.

Og podcasten hører også, at det ikke er utænkeligt, at Roony Bardghji kan slå Superligaens transferrekord – overgå Ernest Nuamahs 187 millioner kroner-skifte – hertil er der klausuler, der kan sikre yderligere 30 millioner kroner – til Lyon.

Det er udsigten til en potentiel budkrig mellem engelske klubber, der gør, at man i FCK kan tillade sig at drømme om en ny transferrekord.

Roony Bardghji har lavet 10 mål i 29 kampe i denne sæson. Hans kontrakt med FC København udløber sommeren 2025.

Lyt til hele episode af Transfervinduet herunder: