Brøndbys Hany Mukhtar havde sat næsen op efter det store sommerskifte.

Brøndby-stjernen havde hyret den kendte agent Bayram Tutumlu til at sikre et skifte til en af de fire store ligaer i Europa. Tutumlu havde fået frist til den 31. august.

Men det lykkedes ikke Laudrup-agenten at få sikret Brøndby-playmakeren det store sommerskifte - og derfor har Mukhtar nu afbrudt samarbejdet.

Den historie får du i anden episode af B.T. Sports nye fodboldpodcast, Transfervinduet.

Her blev Superligaens aktuelt hotteste spiller, FC Københavns Robert Skov, også taget under luppen.

Panelet, der ud over vært Lasse Vøge bestod af B.T.-journalisterne Steffen Gronemann (aka. 'Fodboldbrok') og Michel Wikkelsø Davidsen, diskuterede blandt andet, hvilke ligaer der lige nu er interessante for Skov.

»Der er den klassiske med Belgien-Holland ... men det vil være for fesent med så stort et dansk talent, som bare brænder igennem lige nu,« siger Steffen Gronemann.

»Så skulle det da lige være Ajax, der laver den klassiske med at hente det spændende, lovende danske talent. Men ellers skulle det være én af de store ligaer. Hvorfor ikke?«

Michel Wikkelsø Davidsen har talt med FCK-manager Ståle Solbakken om Skovs fremtid.

»Ståle siger i søndags, at han (Skov, red.) ikke skal til en lorteklub. Underforstået, at han ikke skal til en klub, der ikke har bolden. Han skal til en klub, der kan spille fodbold. Ajax er et godt bud. Men når man kender Robert Skov som denne fornuftige fyr - der tager de rigtige skridt hen, hvor der er en udfordring, og hvor han samtidig kan være med - så kunne fransk fodbold også være et bud.«

Foto: FEDERICO PROIETTI
Vis mere

Ud over Robert Skov debatterede panelet Joachim Andersen, der til sommer meget vel kan ende med at blive tidernes dyreste danske fodboldspiller. Her er U21-landstræner Niels Frederiksen med på telefonen.

Og så er der en Brøndby-pakke med tre emner - Björn Kopplin, Hany Mukhtar og et saftigt rygte.

'Transfervinduet' er B.T.s nye podcast, der kommer ind under huden på det danske - og til tider udenlandske - transfermarked. Her dyrkes de reelle transfers, transferrygterne og ikke mindst al transfer-sladderen.

Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transfers. Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej - så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.

FIK DU HØRT EPISODE 1? NEJ? SÅ GØR DET LIGE HER