En mindre enklave af tidligere danske Superliga-spillere er ved at indtage den norske traditionsklub SK Brann.

Som det ser ud nu, skal nedrykkerne fra Eliteserien kæmpe sig tilbage til toppen af norsk fodbold med en dansk sportschef og p.t. to danske spillere i truppen. Og der er flere på vej.

Frederik Børsting har skrevet kontrakt med klubben fra sommer, hvor han er kontraktfri, men Brann ønsker faktisk at hente AaB-spilleren til klubben allerede nu.

Derfor har nordmændene, ifølge B.T.-podcast 'Transfervinduet', tilbudt at sende to millioner norske kroner – 1,5 millioner danske kroner – til AaB for at få 27-årige Børsting sendt til Norge hurtigst muligt.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sportslig leder i Brann, Jimmi Nagel Jacobsen, vil ikke bekræfte, at Brann er ved at lokke Børsting til klubben allerede nu.

»Vi har lavet en aftale med ham gældende fra i sommer af. Det ligger i kortene, at han starter senest der, og om han kommer før, afhænger af så mange ting. Det er AaB, der sidder med den lange ende der. Nu får vi at se,« siger han, og fortsætter:

»I denne case ved vi, at vi har skrevet med ham fra i sommer, og det accepterer vi, hvis det er der, han kommer. Hvis det kan løses inden, kigger vi på det. Hvilken dialog og samtaler, vi har med Aalborg, det kan jeg ikke kommentere på.«

Forsøget på at lokke AaB til at slippe Børsting allerede nu sker kun få dage, efter at Brann præsenterede to andre danskere, midterforsvarer Andreas Skovgaard og den tidligere Brøndby-spiller Svenn Crone, som er købt i Lyngby.